Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Bernt Thomassen:
Fornorskningen
Hr. redaktør!
Naar en skriftveksel næsten helt og holdent bestaar af paastande paa den ene side og berigtigelser paa den anden, vil den let bli kjedelig. Diskussionen med lærer og stortingsmand Isak Saba kom desværre ind i dette uheldige spor. og jeg maa bede saavel redaktion som læsekreds om undskyldning for, at jeg maa fortsætte i det. Saalænge misvisende og urigtige paastande fremsættes og gjentages finder jeg det nemlig at være min pligt at berigtige dem.
1. Jeg gjentar — forhaabentlig for sidste gang — at de "baadreiser over farlige havstykker", som internatordningen har tvunget forsørgerne til, i alt væsentligt kun eksisterer i hr. Sabas indbildning. Af de 5 nu reiste skoleinternater er ordning med større skolekreds end før bare indført for étt, Fosheim i Neiden. Og her kan lokalskibet benyttes. Naar forsørgerne nu 1 — én — gang aarlig møder frem med børnene paa de gamle skolesteder, som tillige er dampskibsstoppesteder, og igjen én gang henter børnene der, er de "farlige havstykker" klaret. Under den gamle ordning maatte de reise den samme vei flere gange aarlig, da skoletiden ikke var sammenhængende. Der er saaledes ogsaa med hensyn til reiserne snarere opnaaet en lettelse end paalagt en byrde. For reisen med lokalbaaden betaler internatet for dem, som trænger det.
Og ved internatet faar børnene fri forpleining, frit skolemateriel (alle som trænger), frit lægetilsyn, ja endog klær, mens deres egne istandsættes. Internatets udstyr er det aller bedste. Det er det først planlagte og byggede, og det har vist sig, at man ikke faar raad til paa langt nær at udstyre de øvrige saa godt. Om dette internat udtaler da ogsaa Sydvaranger skolestyres formand i sin indberetniiig af 15/1-07: "... Fosheim internat har nu været i drift saapas længe, at man med nogenlunde sikkerhed maa kunne udtale, at oprettelsen af dette internat har været den bedste maade, hvorpaa man kunde faa orden i de fortvilede skoleforhold i dette vidtstrakte, spredt bebyggede og sprogblandede distrikt. Ligeledes har man nu faaet erfaring for, at internatets drift er planlagt paa rette maade, saa alt kan funktionere udmerket. Alle forældre, som har havt børn ved internatet, er tilfredse, og alle børn, som har været der, er blevet glade i sin skolegang der,"
Naar hr. Saba klager over anordningen af dette internat, er det ikke mulig at opfatte dette anderledes, end at der klages, fordi der skal klages!
For om muligt at bli færdig med diskussionen om internatordningen vil jeg med det samme sige, at naar denne fremarbeides i det hele i forstaaelse med vedkommende myndigheder, ja efter deres anmodninger og raad, da mener jeg at kunne føle mig sagesløs overfor kritik fra distrikterne, enten den kommer fra folk, som er interesseret i ordningen eller fra et eller andet selvbestaltet formynderhold. Jeg venter ikke, at vi overalt skal bli saa heldig som f. eks. i Neidenstrøget. Det bedste er ikke altid opnaaeligt, bl. a. fordi pengemidlerne maa behandles med stor forsigtighed. Overalt er der endel, som kunde ønske en skoleordning anderledes, end den er, og dette gjælder, som man vil forstaa, allermest disse spredt bebyggede strøg heroppe. Men naar der gjøres alt, hvad gjøres kan, ogsaa for at lette den enkelte forsørger de byrder, som børnenes forsvarlige undervisning medfører, burde man med nogen ret kunne vente sig fritat for klander.
Under lensmand Opdahls stortingsvirksomhed havde Finmarkens folkeskole en udmerket støtte i tinget. Af lærer Saba turde man — saa besynderlig det høres — intet vente i den retning. Men at han ligefrem skulde angribe folkeskolens reisning her (saaledes som her i bladet) og bli en hindring for den, det hadde vel de færreste troet.
2. Jeg har dokumenteret, at det brev fra doktor Wessel, som hr. Saba brugte som bevis for sit "Ikke et finsk (lappisk) ord mere i skolen" var usandt, og det er fra mange hold bekræftet, at hr. Sabas paastand er ligesaa. Det har da liden betydning — for sagen ialfald — om kan fremdeles paastaar sit. Men ret merkelagt vil vel alle finde det, at naar jeg spør Sydvarangers skolestyre, om det ved, at „lappísk ikke maa nævnes, ikke bruges til forklaring", saaledes som dr. Wessel og hr. Saba har paastaaet, og skolestyret (hr. Wessel iberegnet) hertil svarer Nei, — at da lærer Saba freidig siger: "Sydvarangers skolestyre gir mig jo ret!" Ja eller Nei blir saaledes for ham omtrent et og det samme, og det samme træk hos ham kommer desværre tilsyne ret som det er. Jeg har tidligere paavist denne hans manglende evne til at holde sig til sandheden f. eks. ved hans benegtelse af at ha modtat lønsbidrag af finnefondet. Jeg henviser til sogneprest Opdahls udtalelser om denne mangel (i „Skolebl." no. 6) og jeg blir nødt til nedenfor at anføre flere eksempler paa det samme.
Naar hr. Saba føler medlidenhed med de ældre embedsmænd heroppe, som ved sine erklæringer bragte for dagen den hjemmelsmand, hvis usande paastande hr. Saba i interviewet levede saa høit paa, da er denne medfølelse ganske bestemt overflødig. Det har utvilsomt ikke været nogen overvindelse for dem at fralægge sig "en saa diger og ondartet usandhed", som en af dem skriver, og det burde heller ikke for finmarkslæreren Saba være nogen sorg, at vi har faaet rede paa, hvem der forsyner distriktets stortingsmand med usandferdige anførsler om folkeskolen. Denne kan det kun gavne, at vi fik bagtalelsen aflivet, og naar lærer Saba faar tænkt sig om, vil vel ogsaa han glæde sig derover.
Hr. Saba og hans "meget sprogkyndige" mand, — som vi her uden at "presse" nogen har faaet saa særdeles god rede paa — er misfornøiet med lærernes kundskab i lappisk (ligesom docent i lappisk dr. Conrad Nilsen i „V. G." er misfornøiet med retstolkenes). Der er altsaa mangler i Syd-Varanger (hvor 7 af 9 lærere har eksamen i hjælpesprogene), der er mangler i Næsseby, og der er en skrigende mangel i Koutokeino, hvor kirkesangeren ... praktisk talt ikke kan et ord lappisk" — og det endda religionsundervisningen i denne bygd skal føres paa lappisk. Og hvem har saa skylden for denne elendighed? Jo, skoledirektør Thomassen, som har udfundet et "nyt system", det at lærere, som trænger sprogkundskab, skal faa et kursus deri omtrent som endel prester. Slig virker dette fordærvelige system!
Der er bare denne lille feil ved dette ræsonnement, at det mangler ethvert faktisk grundlag. Endnu har nemlig intet "nyt system" virket nogetsomhelst. Vi har endnu idag (og helt til næste sommer) det gamle system, idet der ogsaa sidste sommer blev udeksamineret fripladselever fra Tromsø lærerskole, som altsaa nu skulde være til tjeneste. Den klage, som lyder, gjælder derfor det gamle system, og det ene og alene. For herfra har været gjort alt, hvad gjøres kan, for at knytte saa mange som mulig af fripladseleverne til finmarksskolen. Det er saaledes det gamle system, fripladssystemet, som lastes, det system, som hr. Saba i Stortinget ihærdig anbefalede!
Hr. Sabas smukke omtale af hans kollega kirkesangeren i Koutokeino, som af mig skal være sendt til Tromsø for at gjennemgaa kursus, men ikke "bemøiede" sig, saa han lærte noget, er nemlig ogsaa fri fantasi. Jeg har endnu ingen sendt til noget kursus, og vedkommende kirkesanger har intet sligt kursus gjennemgaaet. Han blev ansat af Koutokeino skolestyre, fordi dette efter indhentede oplysninger fandt at ville foretrække ham, og min befatning med sagen var at kræve ham eksamineret, før ansættelsen approberedes. Dette har jeg tidligere omtalt, og jeg har nævnt det som bevis for mit ønske om, at lærerne skal ha kundskab i hjælpesprogene, hvor dette er nødvendigt. Ethvert nogenlunde sandhedskjærligt menneske vil ogsaa maatte indrømme, at denne min optræden vidner om omsorg for sprogkundskaber hos lærerne, ikke om ligegyldighed for dem.
At fripladsordningen ikke har svaret til hensigten med hensyn til rekrutteringen af lærerpersonalet, har jeg saa ofte fremholdt, at jeg ikke behøver at gjenta det her. Det "storverk" at ophæve den -— som forresten først i anden række skyldes mig — var derfor blot etslags nødvendighed, og jo mere man arbeider med disse ting, jo mere overbevist blir man om, at den var blit en umulighed. Hvorvidt den ordning, som nu er bragt i forslag: oplæring i hjelpesproget f. eks. hos en dygtig lærer, hvor der tillige er anledning til at tale sproget, — vil bli tilfredsstillende, derom kan selvfølgelig intet paa forhaand siges. Men jeg finder at maatte minde. baade hr. Saba og hans "meget sprogkyndige mand" om, at "undervisningen (ogsaa i finmarksskolen) skal foregaa i det norske sprog" (skolelovens § 73). Lappisk og kvænsk er kun hjælpesprog, og om en lærer har erhvervet betydelig færdighed i det ene, kan han ofte kun mangelfuldt tale det andet, skjønt han kan ha elever af alle tre nationaliteter. Endel sproglige bommerter — som særlig for en kvænsk eller lappisk født kan skurre — faar vi derfor finde os i, ligesom vi maa finde os i endnu at ha lærere, som hverken kan tale eller skrive norsk ulastelig. Men det er regelen, at Finmarkens lærere og lærerinder har eller skaffer sig saa megen sprogkundskab, at ialfald den værste hindring for folkeoplysningen ikke ligger paa dette punkt.
Om hr. Sabas ordning med vikar agter jeg i intet andet at bemerke, end at hans fremstilling ikke stemmer med de offentlige meddelelser herom. At overtilsynet ogsaa har ansvaret for det mindre heldige stell med betjening af hans post under hans fravær — ja, det kunde man jo vide vilde bli paastaaet. Men heldig synes det at maatte være for en lærer, som tillige er stortingsmand, om han kunde kjende saa meget til skolelovene, at han vidste, hvilken befatning overtilsynet har med antagelsen af en vikar.
3. Ligesaa skulde det være heldigt for en lærer som ogsaa er stortingsmand, om han satte sig ordentlig ind i de betingelser, hvorunder bevilgningerne til landsdelenes folkeskole gives. Hvad han anfører om, at han havde ret til 3 kroner pr. storskoleuge, er nemlig urigtig, og paastanden er saameget uforsvarligere, som derved mange lærere her kan forledes til at tro, at man har gjort dem uret ved ikke at tildele dem kr. 3 for hvor storskoleuge.
Sagen hænger saa sammen, at der for terminen 1901—02 bevilgedes 2000 og for terminerne 1902—03 og til 1906—07 4000 kr. til ekstraordinære lønsbidrag for lærere i sprogblandede distrikter, som har virket mindst 5 aar i samme skolekommune, efter kirkedepartementets nærmere bestemmelse". Dette sidste er den bestemmelse som baade "da" (som lærer Saba siger) og senere gjaldt. Intet andet. Men ved første gangs bevilgning taltes der i forelæggene om at tildele hver lærer i sprogblandet distrikt med 5 aars tjeneste 3 kr. ugentlig, og ved anden gangs forslag om at tildele hver storskolelærer bidrag efter en saadan regel. At de 2000 kroner ikke vilde ha strukket til, siger sig selv, og de senere bevilgede 4000 vilde heller ikke helt ha strukket til. Principet for uddelingen vilde heller ikke ha været retfærdigt. Ligesom alderstilleggene tilstaaes ens, uanseet skoleugerues antal, bør finnefondsbidragene heller ikke bestemmes af dette ugetal. At en lærer, som f. eks. faar sine uger indskrænket og derved taber af sin løn, tillige skal miste af sit lønstillæg, er der liden mening i. Og at regulere lønstillægget efter storskoleugernes antal, hvorom hr. Saba taler, vilde ha været end meningsløsere, idet en lærer isaafald ved at faa sig tildelt en smaaskoleklasse istedet for en klasse i 2den afdeling eller blandet skole vilde ha lidt et tab paa 3 kr. ugentlig af dette tillæg.
Bidragene er derfor alle 6 gange uddelt efter departementets bestemmelse, hvorunder er tat hensyn til posternes besværlighed, ansøgernes arbeide m. v. Beløbene har varieret mellem 50 og 90 kroner — fire lærere har endog faaet mindre end 50, men ingen over 90 — og man har ved denne fordeling naaet alle lærere i 2den afdeling med 5 tjenesteaar i vedkommende kommune.
Efter mit 3dje gangs gjentagne forslag har jeg nu faaet bevilgningen øget til 6000 kroner og de fem tjenesteaar nedsat til 2.
Ved at forespørge i kirkedepartementet vil hr. Saba faa ovenstaaende fremstilling bekræftet.
Om hr. Sabas eget (ordinære) finnefondsbidrag skrev han, som det vil erindres, i "Skolebladets" no. 2, at det "begyndte at formindskes, og tilslut fik han intet". Jeg har oplyst om, at dette er usandhed, og det samme bekræfter vedlagte erklæring:
"Det bevidnes, at der ogsaa i 1906 er udbetalt lærer Isak Saba ordinært finnefondsbidrag, samt at flere lærere har erholdt mindre aarlige ekstraordinære bidrag end 70 kroner. Hammerfest, 8. marts 1907. P. Johansen, finnefondets kasserer."
4. Hvad hr. Sabas tremenning, forfatteren Matti Aikio, kan ha "løiet" paa ham, har jeg intet kjendskab til. Som det vil erindres nævnte jeg hr. Aikio blandt dem, jeg regner for fornorskede, og jeg kalder ham samtidens mest oplyste lap bl. a. af den grunn, at han er en udmerket forfatter og, saavidt mig bekjendt, den eneste akademiske borger af sin race i landet. Hvorvidt nogen udenfor vort land maatte være kommen videre, kjender jeg ikke til.
5. Om hr. Sabas to programmer, ett paa norsk uden sprogkrav, et paa lappisk med dette, kan jo enhver forvisse sig ved at læse bladet "Finmarken" no. 64 og "Sagai Muittalægje" no 6 for 1906. Jeg har i "Skolebladets" no. 5 pag. 52 oplyst herom, og vedlegger skolebestyrer og retstolk Holmgrens saalydende erklæring:
"Efter gjennomsyn af "Finmarkens" no. 64 og no. 58 og "Sagai Muittalægjes" no. 5 for ifjor kan jeg bevidne, at skoledirektør Thomassens fremstilling i "Skolebladets" no. 5 for iaar om lærer og stortingsmand Sabas programmer er korrekt. Hammerfest, d. 8. marts 1907. L. Holmgren."
Dette som svar paa hans beskyldning mod mig for at "benegte fakta."
6. Med avertissementet om "norskfødte lærere" fra 6 aar tilbage burde vi vel nu kunne være færdig. Og er det saa som hr. Saba paastaar, at der ikke har været averteret slig før (og da der heller ikke er averteret saaledes siden) da er jo tilfældet end mere enestaaende, end jeg har kunnet konstatere. Gjælder det kun aaret 1901, da blir jo hans paastand om at slige avertissementer "læses ofte," end mere uforsvarlig.
I denne forbindelse vil jeg paapege, at indsenderen —g fra Smaalenene, som viser megen forstaaelse overfor fornorskningsarbeidets betydning, ikke har helt ret i sin omtale af de lappisk fødte lærere. Der er udmerkede mænd blandt dem, som arbeider loyalt og samvittighedsfuldt efter instruksen. Og disse bør ikke miskjendes, om de kan ha kolleger, som hr. —g's karakteristik kan passe paa.
Imidlertid kan det vel ha sin interesse at mindes, at skoledirektør Killengren i sin plan for finmarksskolens forbedring ("Indberetning" af 1887 pag. 63) bl. a. opstillede den sats, at som lærere i "sprogdistrikterne" i regelen kun burde ansættes nordmænd. Antagelig stemte derfor hans syn paa denne sag i nogen mon med hr. —g's.
* *
Hr. Saba præsenterer os dennegang to herrer som meningsfæller i hans modstand mod fornorskningen: lensmand Hegge i Karasjok og docent i lappisk dr. Nilsen. Den første er misfornøiet med at man ikke faar vei og telefon til Karasjok og med, at der er "tvangsforanstaltninger paa skoleomraadet". Men er der nu egentlig nogen forbindelse mellem Lakselv—Karasjokveiprojektet og folkeskolen? Eller skulde vi ophæve undervisningstvangen i landet til fordel for veiene? Jeg kan ikke forstaa, at de ord, som tillægges lensmanden, kan være udtryk for andet end i det høieste en smule ligegyldighed for skolens sag. Og den kan ingen forbyde ham. Men den beviser da heller intet.
Docent Nilsen er bekymret for fornorskningens hastverk og stiller i udsigt misnøie med den. Jeg har i hele denne vinter, hvorunder hr. docenten har opholdt sig i Karasjok og Koutokeino, vidst, at det postulat var paatænkt opstillet i "V.G.", at fornorskningsarbeidet vilde styrke og fremme misnøie og socialisme her nord, m. a. o. at undertegnede, hr. Saba og Egede Nissen kom til at arbeide sammen for den røde fanes udbredelse. Og dette maatte jo forskrække. Nu har vistnok docenten og hr. Saba fundet hinanden, og den røde fane er hidtil unævnt. Men "misfornøielsen" skal dog være bremsen paa skolens arbeide. Det er "hastverk", at vi nu, 27 aar efter skoleinstruksens vedtagelse, søger at arbeide efter den. Der er for liden kundskab i lappisk. Kirkesangerne i Koutokeino, om hvem rektor Qvigstad attesterer, at han besidder et "ikke ringe ordforraad", han "kan praktisk talt ikke et ord lappisk". Og retstolkene kan ikke nok lappisk. At der er for liden kundskab i norsk, hører vi derimod intet om.
Hvad mener nu forresten vore modstandere: Befinder vi os her i et norsk land eller i etslags lappisk stat? Og de 70 tusen kroner aarlig i ekstrabevilgning til skolen til udbredelse af kundskab i norsk, skal der ydes nogen valuta for den? Og hvad mente egentlig lærer Saba med sine fagre ord í stortinget, da det gjaldt at faa bibragt tinget troen paa et „misgreb" med fripladsene ved Tromsø lærerskole: norsk maatte jo børnene oplæres i til størst mulig fuldkommenhed — men hans program blandt finnerne her er jo, at lappisk skal beholde sin nuværende plads i skole og kirke?
Der er en tvetydighed tilstede. Der deklameres om kjærlighed til udbredelse af kundskab i norsk. Men naar skolen søger at gjøre alvor af at løse sin opgave, da mistenkeliggjøres og angribes arbeidet.
Hammerfest den 9/3 1907.
Bernt Thomassen.
Samisk skolehistorie 6
