Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Christian Opdahl:
Fornorskningsarbeidet i Finmarken
Hr. redaktør!
I anledning af hr. kirkesanger Sabas svar i Deres blad nr. 2 for iaar maa jeg bede om plads for nogle bemerkninger.
Hr. Saba maa i sandhed være en meget frimodig mand, naar han efter alt, hvad der er fremkommet i anledning af hans udtalelser om fornorskningen, fremdeles kan fastholde sin fremstilling og ikke mindre end 2 gange i sit svar give sig selv attest for, at han ikke pleier fortælle noget, som ikke er sandt, og som han ikke kan bevise. Jeg søger i hans svar selvfølgelig forgjæves efter beviser for rigtigheden af, hvad han i interviewet har fremført. Tvertimod giver hans svar det bedste bevis for, hvor uefterrettelig hans fremstilliug var. Jeg skal dog ikke opholde mig videre derved. Men jeg skal faa lov til at belyse lidt nærmere enkelte anførsler i hans svar, der angaar Næsseby og mit indlæg i sagen.
Som bevis for, at fornorskningsarbeidet "før" (d. v. s. før hr. skoledirektør Thomassens tid) ikke har været drevet paa en saa ihærdig og for os finner saa lidet tiltalende maade som nu", nævner hr. Saba sammendragningen af to kredse i Næsseby (Grasbakken og Fuglaasen). Hertil skal jeg for det første bemerke, at denne sammendragning enstemmig var besluttet af Næsseby skolestyre allerede i juni 1901 — altsaa over et aar før hr. skoledirektør Thomassen overtog sit embede. Dernæst skal jeg om denne sammendragning oplyse, at man derved har opnaaet at skaffe børnene en tredelt skole og et tidsmæssigt lokale, medens Grasbakken før havde udelt skole i et lidet leiet skolelokale, der kun tilfredsstillede de aller tarveligste fordringer.
Er dette at drive fornorskningsarbeide paa "en lidet tiltalende maade"?
Det maa jo være indlysende for enhver, at børnene ved denne nye ordning faar et ganske andet udbytte af sin skolegang end tidligere, selv om man bortser fra den betydning, denne ordning har for deres fornorskning.
Men hertil kommer endnu noget. som hr. Saba glemmer at nævne, nemlig at børnene fra den inddragne Græsbakkens krets indlogeres for finnefondets regning. Barnenes skolegang koster ikke befolkningen i Grasbakkens kreds en øre. "En lidet tiltalende maade at drive fornorskningen paa", ikke sandt?
Den eneste møie, de har, er at føre børnene en knap mils vei over fjorden, hvilket vel ikke kan siges at være nogen særdeles tung byrde. Hr. Saba maa være særdeles bange for sjøen, naar dette kan skrue sig op for ham til at blive "flere mil over farlige havstykker", som det heder i interviewet.
Og den eneste udgift, de har, er at skaffe sine børn klær. Men børnene gik da ikke nøgne i Grasbakken før heller. Den økonomiske fordel, folk har af, at deres børn i 3 maaneder af aaret underholdes af det offentlige, opveier desuden mange gange den ubetydelige merudgift til klær, som indlogeringen muligens kan foraarsage. Det forholder sig selvfølgelig heller ikke saa, at forsørgerne er nødt til at ty til fattigvæsenet for at faa hjæip til klær. I aaret 1900 har 2 — to — forsørgere i Græsbakken faat saadan hjælp af fattigvæsenet til samlet beløb for begge stort kr. 2.75. Tænk det, Hedda! To kroner og fem og syvti øre tilsammen til Græsbakkens 27 skolebørn. Af disse forsørgere er den ene ogsaa paa anden maade understøttet af fattigvæsenet, og den anden vilde utvilsomt ogsaa have faat fattighjælp, om skolen havde været holdt i Græsbakken, da han i saa fald paa egen bekostning havde maattet indlogere sine børn paa skolestedet. Sine borgerlige rettigheder taber saaledes ingen "for skolens skyld". Det kan vel forresten ogsaa hænde i andre kredse, at fattigvæsenet maa yde fattige skolebørn en smule hjælp.
Det er heller ikke rigtigt, at skolesøkningen i Græsbakken under den sidste ordning "var udmerket". Forsømmelsesprocenten i Græsbakken i de 3 sidste aar før sammendragningen var gjennemsnitlig vel 12, og det er langtfra "udmerket". Tilføies bør det ogsaa, at der, saavidt mig bekjendt. ikke er nogen, som nu ønsker den gamle ordning tilbage.
Jeg skulde ikke saa udførlig have behandlet denne forlængst afgjorte sag, hvis det ikke var, fordi hr. Saba her har sagt at mistænkeliggjøre en ordning, der opretholdes ved statsmidler netop af hensyn til deres store betydning for distriktets og befolkningens ophjælp.
Saa er der et andet punkt i hr. Sabas svar. Det gjælder brugen af lappisk som hjælpesprog. Som oplyst af hr. skoledirektøren og ligesaa af mig i den strøgne del af mit første inserat skal lappisk ifølge instruksen bruges som hjælpesprog til at forklare børnene, hvad der er uforstaaeligt, for dem.
I modsætning hertil forklarer hr. Saba, at "det betragtes som en dyd for en lærer, at han ikke benytter hjelpesprogene". "Derfor er der mange skoler," siger han, "hvor hjælpesprogene ikke benyttes, selv om børnene paa langt nær ikke forstaar alt af undervisningen". Og han tilføier: "ingen behøver at fortelle mig det modsatte; jeg har selv været baade elev og lærer i Finmarkens folkeskole." Da han har været elev af folkeskolen i Næsseby og nu er lærer i Næsseby, maa altsaa hans udtalelse ogsaa gjælde Næsseby. Men ved hvilken skole i Næsseby har det været tilfældet, at lappisk kyndige lærere ikke har benyttet lappisk som hjelpesprog ved undervisningen, naar dette har været paakrævet? Jeg har ogsaa været baade elev og lærer i Finmarkens folkeskole — ogsaa i Næsseby — og har senere som sogneprest og skolestyreformand i 7 aar havt anledning til at følge lærernes arbeide i skolen, men jeg kjender ikke noget saadant tilfælde. Og af hvem har hr. Saba faat det indtryk, at "det betragtes som dyd av en lærer, at han ikke benytter hjælpesprogene"? Jeg antager, at hr. Saba endnu erindrer mine udtalelser i det sidste skolestyremøde før hans af reise til Kristiania, da det gjaldt ansættelse af vikar under hans fravær. Gik mine udtalelser ved den leilighed i den retning, at det var en dyd for en lærer ikke at benytte hjælpesprog?
Det er let nok for hr. Saba at komme med paastande, men hvor er beviserne?
Saa er det dette jordsalgsreglement, som hr. Saba gang paa gang vifter med. Dette reglement har selvfølgelig intet ned skolen og dens arbeide at gjøre, og forsaavidt kunde jeg gjerne gaa det forbi. Men ogsaa paa dette punkt er hr. Saba uetterrettelig. Han siger, at reglementet bestemmer "ikke, at man blot skal kunne det norske sprog, men at man skal bruge det til daglig i hjemmene, eller med andre ord: norsk skal være hjemmenes sprog"'. Hvor staar det? Reglementets ord om sproget findes i §1c og er saalydende: "Afhændelse maa kun ske til norske statsborgere — som kan tale, læse og skrive det norske sprog og benytte dette til daglig brug." Som man ser er her ikke tale om hjemmenes sprog. Der kreves ikke, at vedkommende skal, men kun at han kan benytte norsk til daglig brug. Hjemmet nævnes ikke. I § 2 b staar der, at ansøgeren i sin ansøgning skal oplyse bl. a. om han "benytter det norske sprog til daglig brug". Dette maa selvfølgelig forstaaes i sammenhæng med bestemmelsen i § 1 e. Det gjælder ikke hjemmets sprog, men det sprog, som benyttes under samkvem med nordmendene. Der kan være delte meninger om betimeligheden af denne bestemmelse, men man skal dog ikke lægge ind i den mere, end der faktisk staar. Er det desuden saa rent urimeligt at kræve, at den, der eier landets jord, ogsaa taler landets sprog?
Bestemmelsen sigter jo forøvrigt ikke bare paa lapper og kan i et hvertfald ikke tages til indtægt for hr. Sabas paastand, at fornorskningens hensigt er at "tilintetgjøre den finske nation". Hr. Saba glemmer forresten at gjøre opmerksom paa, at bestemmelsen ikke har været hævdet ligeoverfor lapperne. Her er ikke nægtet en eneste lap udmaaling paa grnnd af manglende sprogkundskab, tiltrods for at jordsalgskommissionen tildels har maattet benytte tolk for at gjøre sig forstaaelig for rekvirenten!
Hr. Saba "har hørt tale om meget, der peger i en anden retning end hvad presten siger." Vil ikke hr. Saba være saa venlig at nævne noget?
Hvad dr. Reusch har skrevet, kjender vi alle til. Hans bog var i sin tid meget omtalt heroppe, men jeg har aldrig hørt den nævne som nogen god kilde, naar det gjaldt forholdene i Finmarken. Dr. Reusch har desuden mig bekjendt intet havt med fornorskningsarbeidet at gjøre, og hans private formeninger har ingen betydning for dette spørsmaal,
Saa var det "Bobrikoff". Det har endog staat "paa prent", fortæller hr. Saba. Det tør være muligt. Jeg læser ikke alle aviser i dette land. Og ondskabsfulde avisskriblere kan ofte komme med rare ting. Men talen var heller ikke om aviser. Hr. Sabas ord var, at "finnerne kalder ham Bobrikoff." Det er dette, jeg ikke har hørt, og som hr. Saba endnu skylder at bevise.
Jeg skal ikke optage mere af bladets spalterum. skjønt der kunde være meget mere at sige om hr. Sabas beklagelige forsøg paa at skade det oplysningsarbeide blandt lapperne, som koster, den norske stat saa store summer. Det er efter min og manges mening en daarlig og lidet patriotisk gjerning, hr. Saba her har begyndt paa, og man skulde ikke have ventet det af ham.
Tilslut vil jeg sige, at jeg med megen interesse venter paa, at hr. Saba paa en eller "anden maade" vil belære mig om, hvilke grovheder mod ham der findes i mit første inserat.
Eller er hr. Sabas slutningsbemerkning maaske bare en frase?
Næsseby den 22de januar 1907.
Chr. Opdahl
Samisk skolehistorie 4
