Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Isak Saba:
Fornorskningen i Finmarken
Svar til skoledirektør Thomassen og sogneprest Opdahl
Hr. redaktør!
Det første, jeg maa si Dem, er, at jeg fastholder min fremstilling af fornorskningsarbeidet i Finmarken. I den korte samtale, jeg havde med Dem, sa jeg ikke noget, som ikke er sandt, og som jeg ikke kan bevise. Hr. skoledirektør Thomassen behøver slet ikke at haabe („for hr. Sabas egen skyld“ (!)), at jeg ikke har sagt, hvad der refereres; han har aldrig udmerket sig ved nogen særlig velvilje mod mig, saa han trænger ikke at ha nogen omsorg for mig nu heller.
Man faar det indtryk at hr. skoledirektør Thomassens artikel i „Skolebladet“ for 8. decbr. f. a., at han forsøger at fremstille sig som en, der ikke har saa svært meget med det nuværende fomorskningsarbeide at gjøre. Det er en indirekte erkjendelse af, at fornorskningen i virkeligheden ikke er andet end et sidestykke tii tyskernes „germanisering“ af Slesvig, og sligt arbeide vil hr. skoledirektøren øiensynlig ikke være med paa.
Hovedforskjellen mellem vort og det nævnte udenlandske tilfælde, siger dr. Hans Reusch i sin bog om Finmarken, er i grunden den, at finnerne ikke skriver i aviser som danskerne.
Hr. skoledirektør Thomassen vil ligesom undskylde sig. Fomorskningsarbeide har der været før hans tid, siger han. Ja, det ved alle; jeg har ikke sagt det modsatte. Hva jeg har sagt, er, at dette arbeide før ikke har været drevet paa en saa ihærdig og for os finner saa lidet tiltalende maade som nu. Folk i Nyelven, Græsbakken og Barsnjarg maa føre sine børn over Varangerfjorden og indlogere dem hos norske folk — tiltrods for, at skolesøgningen i den nu ophævede Græsbakken kreds var udmerket. Da mange af forældrene ikke kan skaffe sine børn saa gode klær, som en saa lang baadreise kræver, særlig om vinteren (dampskib er der her ikke tale om), maa de ty til fattigkassen. Saaledes taber de sine borgerlige rettigheder for skolens skyld. Og det er efter min mening ikke heldig for skolen.
Alle lærere* som jeg har kjendt i de blandede sprogdistrikter, fik før ordinært mindst 60 kroner i lønstillæg af „finnefondet“. Det samme beløb fik ogsaa jeg det første aar, jeg var lærer. Saa begyndte bidraget at formindskes, og tilslut fik jeg intet. Skolestyret i Lebesby, hvor jeg var lærer, havde altid paa det bedste anbefalet mine andragender om finnefondsbidrag. Da bidraget helt udeblev, spurte skolestyret hr. skoledirektør Thomassen om aarsagen hertil. Jeg har endnu hans svarskrivelse i behold; her siger han blandt andet, at bidragene var til mere kvalificerede lærere end mig. Og dog havde ingen skoledirektør besøgt min skole. Man havde saaledes udelukkende skolestyrets anbefalinger at holde sig til ved bidragenes uddeling. Jeg havde da allerede længe hørt tale om, at nu vilde man begynde at arbeide paa at faa kun norskfødte lærere til Finmarken. Skolestyret i Lebesby havde jo ogsaa havt anledning til at udtale sig om sagen. Da jeg ikke fik mer det forannævnte lønstillæg, tænkte jeg — og mange med mig, at nu var „fornorskningen“ begyndt for alvor, finnefondsbidraget var blit mig negtet, fordi jeg var fin. Senere saa jeg ogsaa, at alle 3 lærere i Karasjok og alle 3 i Koutokeino skulde hver faa 500 kroner aarlig i ekstra godtgjørelse; men de maatte være norskfødte. Vi finskfødte lærere var saaledes afskaaret fra at søge nævnte skoleposter, skjønt jeg havde svært megen lyst til at søge mig til Karasjok. Da var det, jeg begyndte at bli lidt „forfinsket“, skjønt jeg indtil da havde været en af de ivrigste „fornorskere“ efter de wexelsenske instrukser.
Skoledirektør Thomassen siger rigtignok, at udtrykket „norske“ lærere i propositionen ikke er det samme som „norskfødte“ lærere; men sligt maa vel nærmest betegnes som ordkløveri. Det er vist ikke mange, som kan forstaa det paa samme maade som han. For at være sikker paa, at jeg havde opfattet udtrykket rigtig, var jeg for en stund siden nede i stortingets kirkekomite og spurte: „Hvad betyr „norske“ lærere her?“ Man svarte: „ „Norske“ lærere betyr „norskfødte“ lærere.“ Alle almindelige mennesker er altsaa i dette tilfælde af samme opfatning som jeg.
Det er en ligefrem opdigtelse, at hjælpesprogenes anvendelse er forbudt, siger hr. skoledirektør Thomassen. — Nei, saa uforsigtige er vel «fornorskerne“ ikke, at de i trykte instrukser ligefrem forbyr hjælpesprogene. Sligt forbud vilde virke „forfinskende“ i lighed med reglementet til jordsalgsloven. Skoledirektøren har forresten læst feil. Jeg har overhovedet ikke brugt ordet „forbudt“; jeg har kun sagt, det er paabudt, at undervisningen skal kun foregaa paa norsk. Det betragtes som en dyd for en lærer, at han ikke benytter hjælpesprogene; lærerne ved det. Derfor er der mange skoler, hvor hjælpesprogene ikke benyttes, selvom børnene paa langt nær ikke forstaar alt af undervisningen. Ingen behøver at fortælle mig det modsatte; jeg har selv været baade elev og lærer i Finmarkens folkeskole. Hr. skoledirektør Thomassen gir ofte selv anvisning paa at overflødiggjøre hjælpesprogene. Læser man f. eks. det kjendte vers: „Naar jeg lægger mig til
hvile, tretten engle rundt mig staar“, saa skal et af børnene lægge sig midt paa gulvet; de andre stilles omkring ham: de skal være engle. Saaledes „overflødiggjør“ man hjælpesprog i skolen.
Hvorvidt hr. skoledirektør Thomassen er ophavsmand til alt dette, kan være det samme; men hovedmand er han for det nuværende fornorskningsarbeide gjennem skolen, det staar fast. Baade han og skoledirektør Aas er sikkerlig udnævnt med fornorskning for øie; deres ældre, „mindst jevngode, konkurrenter“ (for at benytte hr. Tho- massen eget udtryk om min medansøger til lærer- og kirkesangerposten i Næsseby), havde den feil, at de enten var født i Nord-Norge eller havde opholdt sig længe der, saa de var godt kjendt med derværende forhold og derfor kanske ikke vilde gaa saa ganske kritikløst efter de 'wexelsenske fornorskningsmetoder.
Hr. skoledirektør Thomassen betviler, at der i Finmarken findes nogen embedsmand, der vover at udtale sig saaledes om fornorskningsarbeidet som angit i interviewet. De, hr. redaktør, maa være saa venlig at bevidne baade om brevets egthed og om, at vedkommende ifølge statskalenderen er embedsmand i Finmarken. 1) Der er mange embedsmænd, som deler hans opfatning af sagen, ligesom ogsaa størstedelen af de norske arbeidere, fiskere og handelsmænd er mod enhver kunstig fornorskning. Alle husker jo endnu kolonisationsfiaskoen i Sydvaranger.
Hr. skoledirektør Thomassen forsøger at faa dette blads læsere til at tro, at de nordmænd, som stemte paa mig, ikke har vidst noget om finnernes program, og at jeg saaledes er valgt paa to programmer. Hensigten er mindre pen og midlet mindre fint, selvom det bare er en fin, han vil sværte. Han fortæller : „Hr. Saba hadde to programmer, et paa lappisk og et paa norsk, og i det sidste var sprogspørsmaalet ikke nævnt.“ Hvad han her siger, er ikke sandt. Jeg har gjort rede for finnernes lille særprogram, først i „Nordkap“, og før valget stod det paa et meget iøinefaldende sted i „Finmarken“ for 11. juli. Her er programmets Iste post, der angaar sprogspørsmaalet:
Finnernes særprogram
a) Guds ord skal fremdeles prædikes i kirkerne paa finsk i samme udstrækning som hidtil.
b) Lærebøger i kristendomskundskab skal som hidtil udgives med norske og finske tekster.
Hr. Thomassen gir mig ogsaa god anledning til at fortælle om hans og meningsfællers frugtesløse anstrengelser for at hindre min ansættelse som lærer og kirkesanger i Næsseby. Jeg skal imidlertid ikke gjøre det; for jeg er ikke ondskabsfuld.
Jeg fortalte Dem, hr. redaktør, at der ogsaa i avertissementerne kan spores racebegunstigelse. Dette kalder hr. skoledirektør Thomassen for „det rene opspind“, en „kamel“. Og formanden for Vestfinmarkens lærerlag, hr. Joh. H. B. Johansen, siger i „Skoletidende“, at det „er det rene sludder“. (Klokkeren er jo ofte mere salvelsesfuld end presten). Jeg pleier imidlertid ikke at fortælle noget, som ikke er sandt, og som jeg ikke kan bevise. I nr. 85 af „Tromsø stiftstidende“ for 1901 staar følgende avertissement:
„Ledige Lærerposter i Sydvaranger.
1. Fra Nytaar 1902 blir en Lærerpost i Storskolen ledig i Bugøfjord og Braselv Kredse — — —. Norsk født Ansøger, der har nogen Kyndighed i Lappisk, vil fortrinsvis komme i Betragtning.
2. En Smaaskolepost er ledig i Korsfjord —
Braselv og Ropelv Kredse. Norsk født Ansøger, der har lidt Kjendskab til det Lappiske Sprog, vil fortrinsvis komme i Betragtning.
Sydv. Skolestyre 21. Oktober 1901.
0. Haga.
Afskriftens rigtighed attesteres.
Joh. P. Myhre, Universitets-Bibliotheket.
Havde jeg tid til at grave i „Kundgjørelsestidende“, fandt jeg vel flere slige „fornorskende“ avertissementer; men dette faar være nok.
Jeg faar ogsaa svare lidt til hr. sogneprest Opdahl. Han siger, at fornorskningen ikke har til hensigt at tilintetgjøre den finske nation; den drives kun, for at finnerne skal lære norsk. „Dette fornorskningens maal kommer saa klart og bestemt frem i alt, hvad der er skrevet, forhandlet og foretaget med hensyn til dette arbeide, at Saba overhovedet ikke kan nævne nogetsomhelst, der peger i en anden retning.“
Jo, jeg kan nok nævne adskilligt, der peger i en anden retning. Reglementet til jordsalgsloven bestemmer f. eks. ikke, at man blot skal kunne det norske sprog, men at man skal bruge det til daglig i hjemmene, eller med andre ord: norsk skal være hjemmenes sprog. Jeg har hørt tale om meget, der peger i en anden retning end hvad presten siger, og der er ogsaa skrevet meget, der peger i en anden retning. Dr. Hans Reusch, der har talt meget med Finmarkens fornorskere, siger i sin forannævnte bog paa side 34:
„som andre nationer bør vi arbeide paa, at alt folk inden vore grænser danner en enhed.“
Og paa side 35: „— vort maal maa være at føre dem (finnerne) frem og samtidig gjøre dem til norske, saa de to nationer i tidens løb kan
smelte sammen. vil vi arbeide paa, at lapperne opgiver sin nationalitet, saa bør vi norske ogsaa betale, saasom vi jo ikke kan vente, at lapperne skal have samme interesse for denne sag som vi."
At dette efter manges mening skulde foregaa hemmelig, fremgaar af følgende, paa side 36 i samme bog:
„— enkelte mener ogsaa, at man ikke bør røre offentlig ved den (fornorskningen), men overlade det til autoriteterne at arbeide i stilhed.
rikoff“ har staat endog paa prent.
Paa hr. sogneprest Opdahls grovheder vil jeg naturligvis ikke svare her i bladet, muligens paa anden maade. Vi er dog ikke saa ubeskyttet her i Norge, som hr. sognepresten synes at tro.
Kristiania 5/1 1907.
Isak Saba.
Samisk skolehistorie 4
