Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Isak Saba:
Fornorskningen
Hr. redaktør!
Jeg har denne gang kun endel tørre bemerkninger at gjøre til skoledirektør Thomassen og sogneprest Opdahl.
Hr. Thomassen noterer det som en seier for sig, at jeg i mit tilsvar ikke nævner noget om internaterne. Hvorfor skulde jeg det? Hr. Thomassen har jo selv erkjendt, at i Sydvaranger har man slaat sammen 4 skolekredse til én. Og at der er sjøreiser i Sydvaranger, ved alle. Hvorfor skulde jeg gjenta dette? Jeg fortalte derfor kun det, som var nyt: at man ogsaa i distrikter uden skoleinternater slaar flere skolekredse sammen og indlogerer finnebørn hos norske folk. Den byrde, som derved paalægges vedkommende forældre, har endog foraarsaget skolestreik. Hvorfor fortæller hr. sogneprest Opdahl ikke det? Hvorfor fortæller han ikke, hvad denne ordning har kostet fattigvæsenet i andre aar end 1906? Forresten kan jeg fortelle presten, at allesammen paa «Sydsiden» vil ha Grasbakken skolekreds gjenoprettet. Saa meget burde han dog kjende til sin menighed.
Jeg har ikke frafaldt noget af det, jeg sa om finsk i skolen. Sydvaranger skolestyre har jo ogsaa git mig ret. Jeg kjender mange lærere og lærerinder, som ikke kan hjælpesprogene, skjønt de praktiserer i blandede sprogdistrikter. Det er et faktum, som ingen kan benegte (kanske med undtagelse af hr. Thomassen). Hvor mange ord finsk der da blir brugt til forklaring, kan enhver forstaa. Men sligt ser hr. Thomassen paa med den bedste samvittighed af verden. Selv den unge seminarist, som ifjor blev ansat som lærer og kirkesanger i Kautokeino finnedistrikt, og som senere blev sendt til Tromsø for at gjennemgaa et kursus i finsk (hr. Thomassen fortæller dette med stor stolthed), selv han kan praktisk talt ikke noget af hjælpesproget. Jeg har denne oplysning fra en meget sprogkyndig mand. Den unge seminarist havde faat sig en lærer- og kirkesangerpost i et finnedistrikt, skjønt han ikke havde nogen kundskab i finsk, hvorfor skulde han da efterpaa bemøie sig med at lære hjælpesproget? Saaledes virker hr. Thomassens nye ordning.
At der er sprognød i Finmarksskolen, siger ogsaa hr. lærer —g i «Skolebladet» nr. 7. Det samme har flere andre lærere udtalt for mig. Hvem disse lærere og den ovennævnte sprogkyndige mand er, vil jeg ikke si her. Jeg gir herved hr. Thomassen en ypperlig anledning til at tilfredsstille sine guvernør-tilbøieligheder ogsaa ligeoverfor lærere og andre mennesker i lighed med hvad han gjorde ligeoverfor Finmarkens ældre embedsmænd: enhver af dem maatte jo bekjende, om han havde vovet at udtale sig noget om skolen for mig eller ikke.
Hvad angaar hr. Thomassens bemerkning om, at jeg nu har en vikar, som mangler ethvert kjendskab til hjælpesproget, skal jeg oplyse, at den vikar, jeg tog, før jeg reiste nedover, kunde finsk. Efter min ankomst hid fik jeg besked fra skolestyret om, at vikaren ikke selv kunde overta posten; men han havde faat en anden i sit sted. Den nye vikar, som jeg aldrig har kjendt, blev godkjendt af skolestyret og antagelig ogsaa af hr. Thomassen. Nu fortæller hr. Thomassen, at vikaren ikke kan finsk. Ved en saadan oplysning tror han at kunne skade mig; men i virkeligheden gaar denne oplysning mod ham selv; den viser paa det klareste, hvor lidet hr. Thomassen bryr sig om hjælpesprogene. Han godkjender, at én, der ifølge hr. Thomassens egen oplysning ikke kan et eneste ord finsk, praktiserer som lærer i en finsk skole! Det samme har nu i længere tid været tilfaldet i Karlebotten kreds (jeg trænger ikke at gaa udenfor Næsseby skolekommune). Til næste aar skal jeg naturligvis ha en vikar, som kan finsk, skjønt det vel nu er yderst vanskeligt at faa en saadan, takket være hr. Thomassens «storverk»: fripladsenes ophævelse ved lærerskolen i Tromsø.
Alle, som iaar under skolebudgettets behandling i stortinget talte om Tromsø lærerskole, anbefalte sterkt fripladsenes gjenoprettelse; der var ikke én, som sa det modsatte. Fripladsenes ophævelse blev betegnet som et misgreb; at finmarkslærere skal lære hjælpesprog først efterat de er ansat, blev betegnet som en ordning, der var yderst vanskelig at gjennemføre. Vi kan jo bare tænke paa den forannævnte lærer i Kautokeino.
Jeg havde permission fra min lærergjerning i skoleaaret 1902—03, og for dette skoleaar har jeg ikke søgt om finnefondsbidrag, saaledes som hr. Thomassen forsøger at gjøre det til. Jeg søgte om ordinært lønstillæg af finnefondet for skoleaaret 1901—02; men dette bidrag blev mig negtet. Det ekstraordinære bidrag af finnefondet har intet med det ordinæro bidrag at gjøre. Hr. Thomassen vil indbilde folk, at naar jeg i 1903 fik 70 kroner som ekstraordinært bidrag, saa var det ligesom en velgjerning fra hans side. Det er ingenlunde saa. Der var da en bestemmelse som sa, at enhver lærer, der i et af Finmarkens blandede sprogdistrikter havde tjenestegjort i 5 aar, skulde af finnefondet faa 3 kroner i lønstillæg for hver storskoleuge. Efter denne bestemmelse var jeg berettiget til at faa 96 kroner aarlig; for jeg havde 32 uger storskole. Jeg nævner dette, fordi hr. Thomassen fortæller, at det nye bidrag til mig blev sat temmelig høit - til 70. kr.
Jeg skal ikke udtale mig stort om Matti Aikio. Han skrev en bevidnelse til Worm-Muller om, at jeg var kvæn o. s. v. Over denne bevidnelse laved W. M. et vældigt angreb paa mig. Matti Aikio har senere udtalt offentlig, at det, han havde sagt i bevidnelsen, var en saa aabenbar løgn at intet menneske kunde tro det — uden W. M., stakkar. Det var en løgn; men en løgn, som gik mod mig. Det skulde vel ikke være derfor hr. Thomassen kalder Matti Aikio for «samtidens mest oplyste lap?»
Men det er sandt, der gaves oplyste finner, før hr. Thomassen kom til Finmarken.
Finnernes særprogram har staat i 1 finsk og 2 norske aviser. Det er faktum. At hr. Thomassen fremdeles paastaar det modsatte, er lavt. Jeg har offentliggjort «avertissementerne». Hr. Thomassen paastaar fremdeles, at de ikke findes. Selvfølgelig er det saa, som jeg - Thomassen, siger. Han siger, at «avertissementet» staar i en gammel aargang af «Tr. stiftat.», derfor er det ikke gyldigt. Det er imidlertid ikke noget gammelt avertissement, ligesom jeg ogsaa kan oplyse, at Sydvaranger skolestyre ikke har averteret saaledes, før den hypernationale retning gjennem Aas og Thomassen gjorde sit indtog i Finmarksskolen.
At hr. Thomassen benegter fakta, forbauser ikke mig. Dertil kjender jeg for godt hans hjertelag mod mig. Det samme gjælder hr. sogneprest Opdahl. Han har fornylig ved hjælp af sin far, hr. lensmand Opdahl (min modkandidat under stortingsvalget f. a.), drevet igjennem en dobbelt ulovlig beslutning mod mig i Næsseby herredsstyre — en beslutning af den art, at amtmanden har maattet sende den tilbage. Nu, det skader ikke mig. Men jeg vil dog si, at herrerne burde ikke la sit had mod mig komme frem saa altfor aabenbart. Der burde være maade paa alt. Hvis herrerne ønsker det, vil jeg senere fortælle mere herom.
Tilslut kun to små citater fra «Verdens Gang» for 10. februar d. a. — Lensmand Hegge fra Karasjok siger: «Lad lapperne faa vei, lad dem faa telefon og doktor, og de vil om kort tid kunde mere norsk og være mere norske borgere, end efter en menneskealders forløb uden disse ting, men kun med tvangsforanstaltninger paa skoleomraadet». — Og dr. Konrad Nielsen siger: «Det er merkværdigt, at man har saadan tro paa fortræffeligheden af foranstaltninger til fremme af fornorskningen, men tilsyneladende ikke tænker stort paa, at der er andre ting, som kunde virke ganske anderleaes sikkert, omend kanske ikke saa fort, som man røyker. Det maatte da vel være bedre at ha en tilfreds og velbjerget befolkning heroppe ved grænsen — end — som det nu tegner til, vi skal — en grænsebefolkning, som mere og mere fyldes af uvilje mod alt norsk, til tak for den hastverksfornorskning, der nu er sat igang.»
Kristiania 21/2 1907. Isak Saba.
Samisk skolehistorie 4
