Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Bernt Thomassen:
Fornorskningsarbeidet i Finmarken
Hr. redaktør! Jeg er desværre atter nødt til at lægge beslag paa Deres spalterum. Det gjælder denne gang lærer Sabas anførsler i bladets nr. 2 for iaar.
Jeg noterer først, at anklagen mod en internatordning, som tvang foreldrene til at føre sine barn over farlige havstykker, nu er forstummet. Der er intet forsøg gjort paa at bevise sandheden heraf. Hvad hr. Saba anfører om en kredsordning i Næsseby, vedtat for 5—6 aar siden, har intet med skoleinternaterne at bestille. I Næsseby er intet skoleinternat.
Dernæst er interviewets "Ikke et finsk ('lappisk) ord mere i skolerne" frafaldt. Paastanden kunde jo heller ikke opretholdes efter de mange foreliggende meddelelser om, at lappisk ikke bare tillades benyttet, men andog anbefales og paabydes benyttet, hvor dette er nødvendigt for forstaaelsen. Den adgang til at forklare, at „baad betyr vanas, god betyr buorre o. s. v." som hr. Saba ønskede det skulde være, men som han fortalte ikke var, den er altsaa, og det vilde ha været rigtigst af ham at erkjende at han havde anført noget, som han ikke kunde vedstaa. Istedet prøver han nu en anden taktik: Der arbeides i stilhed, der siges ikke, at instruksen skal krænkes; men det underforstaaes. „Det betragtes som en dyd for en lærer, at han ikke benytter hjælpesprogene; lærerne ved det. Derfor er ;det mange skoler, hvor hjælpesprogene ikke benyttes, selv om børnens paa langt nær ikke forstaar alt af undervisningen."
Altsaa: Folkeskolens tilsyn her — vel nærmest da undertegnede — har saa meget imod hjælpesprogene, at de foretrækker, at undervisningen gaar over hodet paa børnene — hvorved norsk selvfølgelig heller ikke læres — fremfor at la disse sprog efter instruksens bestemmelser benyttes. Og der er mange lærere, som retter sig efter dette ønske!
Jeg vil oprigtig haabe at lærer Saba ikke har tenkt over betydningen af den insinuation, han her retter baade mod medlærere og tilsyn. Jeg vil ikke karakterisere udtalelsen nærmere. Dertil antar jeg, der senere blir anledning. Jeg maa her tilføie, at jeg ikke engang er viss paa, at det er en levende interesse for benyttelsen af lappisk i skolen, som har forledet ham til denne sigtelse. Jeg mener nemlig, at en mand med en saadan interesse ikke for lang tid vilde overlade sin skole i et lappisk distrikt til én, som manglede ethvert kjendskab til hjelpesproget, uden at ha gjort hvad gjøres kunde for at skaffe en vikar med en smule saadan kundskab.
Jeg har i nummer 1 oplyst om det brev, hr. Saba har citeret. Naar De, hr. redaktør, har seet Dem istand til at bevidne brevets egthed, er det altsaa skrevet af hr. Sabas storthingssuppleant, doktor Wessel i Sydvaranger. Men det skolestyre hvoraf dr. W. er medlem, har svaret Nei til mine spørsmaal, om det ved, at lappisk nu er forbudt, brugt eller undlades benyttet i Sydvaranger folkeskole. Og dette Nei er nu undertegnet ogsaa af ham som altsaa har skrevet, at lappisk „ikke maa nævnes, ikke bruges til forklaring!"*)1
„Alle lærere, som jeg har kjendt i de blandede sprogdistrikter, fik før ordinært mindst 60 kr. i lønstillæg af finnefondet. Det samme beløb fik ogsaa jeg det første aar, jeg var lærer. Saa begyndte bidraget at formindskes, og tilslut fik jeg intet," fortalte hr. Saba.
Vi skal se, hvordan nn dette rimer med sandheden.
Der er en eldre, i lang tid given bevilgning paa kr. 3300 til lønsforbedring for lærere i sprogblandede distrikter i Tromsø amt og i Finmarken (alle kommuner undtagen Vardø herred, Vardø og Hammerfest). Disse penge har for Finmarkens vedkommende strukket til lønstillæg paa fra 30 til opimod 100 (i to tilfælder før endog 120) kroner for omtrent halvparten af de ca. 100 lærere i disse distrikter, altsaa omtrent til andenhver lærer. Det har været regel, at tjenestetid, besværlig post eller anstrengende arbeide var betingelsen for at erholde lønsbidraget. og naar en lærer hadde faaet det, beholdt han det, hvis ikke bestemte grunde gjorde, at han maatte miste det. Bestræbelserne nu gaar i retning af ved ledighed at formindske portionerne, saa flest mulig kan faa lidt.
Hvilket bidrag kr. Saba oppebar i aarene 189S—1902 har jeg ikke anledning til at se. Men i høsten 1902 blev fordelingen af bevilgningen foretat i forening af den aftrædende direktør for Finmarken og mig. Der blev dennegang ikke tilstaaet lærer Persen (som hr. Saba da hed) noget bidrag, fordi han med permission i skoleaaret 1902—03 var borte fra skolen i øiemed, som regnes denne uvedkommende, hvad han forresten ogsaa hadde været i skoleaaret 1899—1900. (Cfr. dept. skr. af 26/5 04 om, at slige fravær ikke medregnes til den for opnaaelse af alderstillæg fornødne tjenestetid). Vi fandt begge, at bidraget burde tildeles en som arbeidede i skolen, og som før intet hadde faaet. En saadan var, efter vor mening, mere „kvalificeret" end den, som af private grunde gang paa gang var borte fra skolearbeidet. En lignende fremgangsmaade er ogsaa senere benyttet, uden at det har været klagemaal, og den vil selvfølgelig ogsaa herefter bli fulgt.
Lærer Persens nationalitet hadde jeg, som da hadde været nogle dage i Finmarken, intet kjendskab til, og den aftrædende direktør, som efter hr. Sabas oplysning ikke haddo kunnet besøge hans skole, hadde det antagelig heller ikke. At bidraget blev ham fratat, „fordi han var fin", har saaledes intet med sandheden at bestille, og hvis hr. Saba, som han oplyser, blir „forfinsket" paa-grund af dette „tab", hviler hans stilling til et meget vigtigt spørsmaal ikke netop paa saglig grund. Det er imidlertid forbausende, at han ikke skulde ha forstaaet, at han var paa vildspor. Hvorfor skulde bidraget af nationalitetshensyn være fratat ham, den ivrige fornorsker, efter hvad han oplyser — medens lappisk fødte lærere ellers omkring i Finmarken beholdt sit?
Men saa kommer det, hvorom han ikke kan være i vildrede:
Sommeren 1903, da han var vendt tilbage til sin skole, blev der tildelt ham et ordinært lønstillæg paa 30 kr., som da var disponibelt. Skjønt han ved dette aars udgang bare hadde tjenestgjort noget over halvparten af de ca. 5 aar, han da hadde havt ansættelse i Lebesby, gik departementet med paa at gi ham ogsaa extra-ordinært lønsbidrag," og for at bøde paa, at det „ordinære", var lidet, blev det nye sat temmelig høit, til 70 kr. Han fik altsaa for aar 1903 kr. 100. Det samme fik han for 1904, og mindst dette beløb vilde han ha vedblit at faa, om han hadde fortsat sin tjeneste i samme kommune. Han flyttede imidlertid til Næsseby, og da Stortinget har bestemt, at det extraordinære bidrag ikke kan erholdes, før man har tjent 5 aar i kommunen, mistede han det extraordinære, fuldt vidende om aarsagen. Men af hensyn til dette tab blev ifjor hans ordinære bidrag en smule forhøiet (til 40 kr.). Se, saaledes, hr. redaktør, er hr. Sabas lønstillæg, da fornorskningen for alvor begyndte, „lidt efter lidt formindsket og tilslut blet til intet, fordi han var fm!"
* * *
I den tro, at norsk = norskfødt, skal hr. Saba ikke være saa ganske sikker paa at ha alle „almindelige mennesker" med sig, selv om han af en eller anden i kirkekomiteen bestyrkes i den. Jeg har oplyst om, at spørsmaalet endnu ikke har meldt sig til løsning med hensyn til lønsbidragene i f jeldbygderne her. Men der er jo noget, som kaldes "fornorskning", og som han frygter skal medføre, at lapperne (og vel ogsaa kvænerne?) blir nordmænd. Der maa dog ligge noget til grund for denne frygt. Slige overgange maa han kjende til, saaledes at hvad der fødtes af lap eller kvæn, ikke ufravigelig tiltid vedblev at være lap eller kvæn; for ellers var jo al frygt unødig. Jeg skal ogsaa nævne ham et eksempel blandt mange, som kan øge denne frygt: Finmarkens amtstings mangeaarige opmand skal ingen tro er fin (lap). Han er norsk udi fingerspidsene. Men da jeg hadde kjendt denne lærer i flere aar, kom han en dag til at fortælle mig, at han var finnefødt. Fjeldfin, nomade, endog. Og samtidens mest oplyste lap, den fremragende norske forfatter Matti Aikio („I Dyreskind"), er han saa sikkert forvaret paa den rette side af grænsen mellem nordmænd og lapper? Og endnu et eksempel: En i Finmarken født, desværre alt for tidlig bortvandret lærer, blev for nogle aar siden ansat i Trondhjem. Han var lappisk født. Men tror hr. Saba, at vi ikke regnede denne fuldgode nordmand for en af vore ?
Mange tegn tyder paa, at med den stigende oplysning, kultur og samferdsel vil skillet mellem de tre folk i Finmarken mere og mere udvisket, saaledes som det mangesteder faktisk allerede er skeet. Somme er misfornøiet hermed. Og grunderne, som jeg ikke her skal gaa nærmere ind paa, er forskjellige. Andre mener, det blir til folkets velsignelse.
Jeg har oplyst, at hr. Saba før stortingsvalget opstillede to programmer, et paa lappisk og et paa norsk, og at sprogspørsmaalet ikke var nævnt i det sidste. Selvfølgelig er dette saa. I bladet „Finmarken" nr. 64 1903 pranger med; lapidar „Sabas program". Og herunder redegjør han udførlig for de reformer og sager, han vil arheide for. Men ikke et ord om sprogene. I det lille lappiske blad „Sagai Muittalægje" nr. 5 1900 fastslaar han derimod „Maid Samai airas galgga dattot stuoradiggest" (hvad lappernes repræsentant skal kræve af stortinget). Og her er det det kreves, at det lappiske sprog skal ha sin nåværende plads i skole og kirke, med andre ord, at der ingen fremgang skal ske i brugen af norsk.
En lappisk kyndig indsender i „Nordkap" satte fingeren paa dette program, og hr. Saba maatte da søge at forsvare det. I „Finmarken" for 11te juli 06, som han henviser til, staar kun et redaktionelt referat af hans lappiske program, intet af ham selv, og ingen udredning af dets betydning. Den gav han i det lappiske blad, og her er det han (i sang endog) meddeler, at der er en fiende, som lapperne ikke maa la sig overvinde af (efter sammenhængen er det nordmændene) og at Finmarken er — lappernes. (Cfr. hans tale om Slesvig nu).
***
Jeg har kaldt det en opdigtelse, at „naar lærerposterne opslaaes ledige, læser man ofte: En norskfødt lærer vil bli foretrukket", og jeg har sagt, aldrig at ha seet en slig bekjendtgjørelse. Dette er selvfølgelig ogsaa rigtig. Og lærer Saba har intet fundet som bevis for det modsatte. Han har fundet et avertissement i en gammel aargang af „Tromsø stiftstidende", som taler om en norsk født lærer (og vi kan vel gaa ud fra, at han først forgjæves har afsøgt bladene fra de senere aar. Men dette ene, gamle avertissement hverken "læses" eller "læses ofte" nu. Det har intet med min administration af finmarksskolerne at bestille. Avertissementet er skrevet af en gammel lærer, som vel hadde bevaret minderne fra den tid, da der ved seminariet var „norske" elever og „lappiske" elever. Men ogsaa paa disse felter er udviklingen kommen did, at der spørges om, hvad manden eller kvinden kan og er, ikke hvad han eller hun er født.
***
Hr. sogneprest Opdahl vil formentlig svare selv, om han finder det paakrævet. Jeg skal bare tilføie, at diskussionen her gjælder skolen, ikke dr. Reusch jordsalg, eller andre ting. Og i skolen agtes arbeidet drevet efter den plan, som skoledirektør Killengreen for over 20 aar siden formede for de sprogblandede distrikter — indtil vi ved at ha fundet en bedre. Er det sandt, at der i sproglig henseende er skeet en smule udvikling i disse 20 aar ogsaa her nord, skulde vel ikke denne plan være for radikal nu, især naar de forbedringer i skolens ordning og udstyr, som vitterlig er skeet, tages i betragtning.
Hvorvidt demne plan nu endelig skal følges eller ikke, se derom er det striden staar. Endnu bare paa to—tre steder; men en lidt energisk drevet agitation vil kunne bringe den videre, til gavn kanske for den, som skal være folkets „leder", men til hindring for skolens gjerning og til fortræd og plage for dem, som ude i distrikterne skal bære denne gjernings mangehaande byrder.
Hammerfest, 18de januar 1907.
Bernt Thomassen
Samisk skolehistorie 4
