Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Haakon H. Bartnæs som skuespiller i teaterstykke satt opp av Honningsvåg dramatiske forening.
|
Haakon H. Bartnæs (1873-1935) vokste opp på Steinkjer i Nord-Trøndelag. Bartnæs hadde lærerutdanning fra Tromsø seminar og lærte seg både samisk og kvensk. Han arbeida ved flere skoler i Finnmark. Da han skreiv dette innlegget var han lærer i Leirpollen i Tana. Få år seinere blei han internatstyrer i Lakselv internat, der han var til 1919, da han flytta til Honningsvåg. Der var han først lærer, seinere skolestyrer og ordfører.
Det er et av mange i en hissig debatt om fornorskingspolitikken i Skolebladet 1906/07. Noen av innleggene er også gjengitt i Norsk Skoletidende. Vi har registrert følgende intervju og innlegg i Skolebladet: |
Hr. stortingsmand Saba siger, at det er paabudt, at undervisningen i Finmarkens skoler kun skal foregaa paa norsk, og at det bliver betragtet som en dyd hos læreren, at han ikke benytter hjælpesprogene. Skoledirektør Thomassen har to gange besøgt min skole, første gang i en lappisk kreds og anden gang i en kvænsk. Begge gange benyttede jeg i den udstrækning, jeg fandt det fornødent, hjælpesprogene. Sidste gang blev endog, da leksen i bibelhistorie blev gjennemgaaet, hvert eneste ord i leksen oversat af børaene og mig paa kvænsk. Dette blev mig slet ikke betydet at være nogen udyd.
Da jeg beklagede mig over, at bøger med dobbelt tekst, særlig kvænske, var vanskelige at erholde, paalagde skoledirektøren mig at indgaa til skolestyret med anmodning om, at dette maatte sørge for, at saadanne bøger var lette at erholde. Nogen forfølgelse, fordi jeg benytter hjælpesprogene i skolen, har jeg saaledes ikke merket.
Naar hr. Saba vil fremstille det som en regel, at kvænsk eller lappisk fødte lærere bliver nægtede lønstillæg af finnefondet, saa skal jeg hertil bemerke, at jeg kjender lappisk fødte lærere, der faar større lønstillæg af finnefondet end mangen norskfødt lærer i tilsvarende poster, endda disse lappisk fødte lærere ogsaa bruger hjælpesprogene i sine skoler.
At arbeidet i skolerne med at lære lapper og kvæner norsk er drevet paa en saadan maade, at det har vakt uvilje blandt befolkningen, har jeg ikke merket, ialfald ikke i mine kredse. Tvertimod har jeg kun merket glæde over, at børaene faar lære norsk, og jeg har faaet høre mange udtalelser fra lapper og kvæner om, at den eneste maade folk inde i fjordene kan komme sig ud af sin store fattigdom og deraf følgende afhængighed i mange maader er, at de lærer norsk og derved faar større oplysning.
Endnu et: Jeg vil støtte lappernes ledere i deres forlangende om, at "lærebøger i kristendomskundskab skal som hidtil udgives med norske og lappiske tekster", dog med det forbehold, at slige bøger ikke udgives længare end fornødent, det vil sige et slegtsled endnu. Det viser sig nemlig, at mangen lappisk ungdom, efter at være udskreven af folkeskolen, "forbedrer" sin norsk ved i ledige stunder at sidde med sin bibelhistorie og sammenligne den norske og lappiske tekst. Denne del af lappernes program er efter min mening til støtte for fornorskningsarbeidet i de blandede sprogdistrikter.
Lerpol den 25/1 07. Haakon H. Bartnæs