Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.

Kommende slekter vil takke

Dette anonyme debattinnlegget sto trykt i Skolebladet nr. 7-1907.

Dette innlegget er et av mange i en hissig debatt om fornorskingspolitikken i Skolebladet 1906/07. Noen av innleggene er også gjengitt i Norsk Skoletidende. Vi har registrert følgende intervju og innlegg i Skolebladet:
nr. 46-1906 Et interview med kirkesanger Isak Saba
nr. 49-1906 Bernt Thomassen: "Et interview med kirkesanger Isak Saba"
nr. 50-1906 Christen Opdahl: Fornorskningen i Finmarken
nr. 51-1906 Fornorskningen i Finmarken
nr. 1-1907 Bernt Thomassen: Det merkelige interview
nr. 2-1907 Isak Saba: Fornorskningen i Finmarken. Svar til skoledirektør Thomassen og sogneprest Opdahl
nr. 2-1907 Johan H. B. Johansen: Stortingsmand Saba og fornorskningsarbeidet i Finmarken
nr. 5-1907 Bernt Thomassen: Fornorskningsarbeidet i Finmarken
nr. 6-1907 Christen Opdahl: Fornorskningsarbeidet i Finmarken
nr. 7-1907 Haakon H. Bartnæs: Finmarksskolen
nr. 7-1907 "-g i Smaalenene": Kommende slekter vil takke
nr. 9-1907 Isak Saba: Fornorskningen
nr. 12-1907 Bernt Thomassen: Fornorskningen

Lærer — g i Smaalenene skriver bl. a.:

Jeg har i længere tid virket som lærer i Finmarken, og jeg kjender skoleforholdene gjennemgaaende meget godt. At norske lærere blir foretrukket for lappiske er et faktum, som hverken Kvalsundsklokkeren hr. Johansen eller hans meningsfæller skal kunne bestride. Hr. Saba har saaledes sine ord i behold.

Men lad os stille det spørsmaal: Hvad slags grund har skolestyrerne for, at de foretrækker norskfødte lærere? Svaret er kort og godt dette, at lappiske lærere omtrent aldrig — jeg kjender ikke en eneste undtagelse — med flid fremmer fornorskningsarbeidet. De lappiske lærere — hr. Saba undtages efter hans udtalelser i nærværende blad — er fanatiske modstandere af fornorskningsarbeidet. Jeg kjender saaledes eksempler paa, at bibelen paa lappisk oversættelse benyttes som læsebog, forat man skal undgaa det norske mest muligt.

Den lappiske nation behandles ofte haardhændt af de norske myndigheder, og jeg for mit vedkommende syntes ofte synd paa lapperne. Disse folk har fra umindelige tider streifet om paa de store nøgne vidder i det barske klima, og det er intet at undres over, om disse folk i lighed med os elsker sit land. og sit sprog. Nordmændene, som nu er indvandret sydfra, har fortrængt lapperne, og nu holder de i virkeligheden —- saaledes som udtalt af hr. Saba — paa at udslette den lappiske nation. Der er nemlig ingen tvil om, at naar lapperne mister sit sprog, er deres saga ude. Saadan vil det gaa med større nationer end den lappiske.

Lappisk skal benyttes som hjælpesprog; jeg har aldrig hørt andet. Men naar læreren ikke kan det mindste lappisk, vil jo enhver forståa, at dette skal ingen virkelig betydning har. Og sandheden er, at yderst faa lærere i flere af Østfinmarkens kommuner har noget synderlig kjendskab til lappisk.

Jeg har aldrig læst lappisk, og uagtet jeg virkede som lærer i flere aar der oppe, er mit kjendskab til det lappiske yderst ringe. Det kunde hænde, at jeg traf sammen med lærere, som under opholdet ved Tromsø seminar havde læst lappisk eiler kvænsk og havde eksamen i disse sprog, men hvad de kunde, var efter deres egne og andres udtalelser forsvindende og uden nogen praktisk betydning.

Finmarkens skolevæsen koster os aarlig store summer, og seet i forbindelse med det øvrige land falder hvert barns undervisning i Finmarken overordentlig dyr. Ser maa imidlertid hen til frugterne, vil vistnok alle være enige i, at disse er yderst smaa. Ja, jeg tror, at de fleste skal finde dem daarligere, end de aner — rent ud sørgelige. Naar jeg siger, at mange aarlig konfirmeres, uagtet de knapt kan sit fadervor, vil vel presterne i Finmarken protestere. Det er dog en sørgelig sandhed, som baade jeg og andre, der har virket som lærere der oppe, kan bevidne. Dette gjælder dog kun de lappiske skoler. Jeg ved mange skoler, hvor man ingen sproglige vanskeligheder har, og disse tør jeg trygt sammenligne med skoler her sydpaa. De staar fuldt ud paa høide med de bedste.

Som jeg før har nævnt, behandles det lappiske folk haardhændt af de norske myndigheder. Gjennom aarrækker har man imidlertid erfaring for, at eftergivenhed ikke nytter. Som medlem af et skolestyre der oppe har jeg været med paa at ilægge en lap lovens høieste mulkt, fordi han negtede at sende sine børn i skolen uden paa den betingelse, at de kun skulde lære lappisk. Det var kanske noget stridt; men vi havde erfaring for, at smaa mulkter ikke hjalp det mindste.

Under hr. skoledirektør Thomassens ledelse af skolevæsenet drives fornorskningen meget intens, og lapperne skulde, om de skjønte sit eget bedste, hvad hr. Saba burde gjøre, være taknemmelige for dette.

Fornorskningen gaar fremover langsomt, men sikkert; det koster vort fattige land store summer, og ingen nulevende kan si, naar arbeidet er fuldført; men kommende slegter vil takke for de ofre, vi har bragt.



Samisk skolehistorie 4