Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Et interview med kirkesanger Isak Saba
I et blad havde vi læst en notis om, at Finmarkens nye repræsentant, kirkesanger Saba, var valgt paa det program at modarbeide fornorskningen deroppe. Vi opsøgte derfor den nyvalgte tingmand og forelagde ham en del spørsmaal, som han velvillig besvarede.
— Er De en modstander af fornorskningen i Finmarken?
Det kommer an paa, hvad man mener med ordet „fornorskning". Jeg har engang spurgt en embedsmand: „Hvad er fornorskning?" Han svarte: „At finnerne lærer at snakke norsk."
Til et saadant arbeide gir jeg min fuldeste tilslutning. De fleste af finnerne kan nok udtrykke sig paa norsk saa nogenlunde bra. Men det er ikke nok. Finnerne maa lære at bruge det norske sprog ligesaa let som nordmændene. Ellers vil de ikke klare sig i konkurrencen. — Hvis det derimod med fornorskning menes at finnerne skal opgive sin nationalitet og smelte sammen med nordmændene, da er jeg ikke med lenger.
— Hvad er det. som finnerne især har at indvende mod fornorskningen, slig som den nu drives?
Fornorskningen drives med det for øie at tilintetgjøre den finske nation. Det er saa altfor aabenbart. Og det bedrøver os. Man kunde godt gjøre det lidt mere hemmelig.
Hvilke foranstaltuinger er foretaget for at faa Finmarken fornorsket ?
Det er paabudt, at undervisningen i skolerne — ogsaa religionsundervisningen —
skal kun foregaa paa norsk. Jeg har ingen ting at si paa det. Men jeg vilde nok, at lærerne fik benytte børnenes morsmaal som hjælpesprog i undervisningen, særlig da ingen lærebog har
ordforklaringer. Nu skal forstaaelsen bibringes børnene ved mere eller mindre vellykkede tegninger paa tavlen og ved opførelse af smaa skuespil. Hvor meget lettere var det ikke at si f. eks.: baad betyr vanas, god betyr buorre o.s.v. — Ved Tromsø lærerskole var der nogle fripladse. De elever, som fik dem, maatte lære lidt finsk, saa de blev skikket til lærere i Finmarken. Disse fripladeg er nu ophævet.
Ikke et finsk ord mere i skolerne! — Norskfødte lærere begunstiges fremfor finskfødte; de faar stor ekstra betaling, hvis de vil praktisere i kredse med finsk befolkning. Naar lærerposterne opslaaes ledig leser man ofte: „En norskfødt lærer vil bli foretrukket" — Der opføres ogsaa store, kostbare skolebygninger, som finnebørn skal interneres.
De gamle skolekredse blir ophævet; forældrene maa føre sine børn til iuternaterne ofte flere mil over farlige havstykker om vinteren.
.
— Hvem er hovedmand for dette?
Finmarkens skoledirektør, Bernt Thomassen. Finnerne kalder ham Bobrikoff. Navnet passer ikke værst. Bobrikoff var udnevnt af czaren for at russificere Finland, Thomassen af Wexelsen for at fornorske Finmarken.
— Svarer internaterne til sin hensigt?
De har virket for kort tid endnu. Men skulde de bidrage til, at finnerne fik god oplysning, saa vil de jo virke stik modsatt hensigten. For med stigende oplysning vækkes også nationalfølelsen.
— Er det ikke vanskeligt uden internater at faa dannet skolekredse, da bebyggelsen er saa spredt ?
Jo, somme steder, men ikke saa vanskeligt, som det skriges.
— Hvem har lettest for at lære norsk, enten finnerne (lapperne) eller den kvenske befolkning?
Finnerne.
— Gjør staten mere for at fornorske?
Ja, der er opfundet en bestemmelse som siger, at finnerne ikke skal faa jord — deres egen jord, hvis de ikke taler norsk i hjemmene.
— Men De har ikke sagt Deres personlige mening om fornorskningen, slig som den nu drives.
Som lærer i Finmarken vil jeg ikke udtale min personlige mening om sagen. Men at det ikke alene er finnerne, som har de meninger, jeg her har gjengivet, fremgaar af dette brev.
Saba trækker frem et brev, skrevet af en norsk embedsmand, som i lang tid har opholdt sig i Finmarken og fremdeles er embedsmand deroppe, og læser:
„Det er en skam for den norske administration, at der gjennem det til jordsalgsloven knyttede reglement er formelig sat en præmie paa udryddelsen af det finske tungemaal. Det er omtrent det samme som om man vilde gjøre nydelsen af almindelige borgerlige rettigheder afhængig af, om vedkommende talte rigsmaal. Og det i vore dage, du man hykler en umaadelig interesse for alt nationalt. Ligeledes er det en skam for den norske administration, at det finske sprog i skolerne om ikke forfølges, saa ialfald sees ned paa, at børnene vænnes systematisk til at foragte sit morsmaal. Det maa ikke nævnes, ikke bruges til forklaring, ikke tales indbyrdes mellom eleverne i fritiden engang. — — Selv norsk vilde eleven visselig lære meget lettere, om læreren forstod og kunde tale nogenlunde børnenes sprog, saa disse lettere kunde tilegne sig, hvad de lærte."
Forresten har De været altfor nærgaaende med Deres spørsmaal. Farvel!
Samisk skolehistorie 4
