Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Bernt Thomassen:
"Et interview med kirkesanger Isak Saba"
Hr. redaktør!
Under overstaaende overskrift gjengir De i "Skolebladets" nr. 46 for iaar en samtale, som De har havt med kirkesanger Isak Saba om skolearbeidet i Finmarken. Skjønt jeg for hr. Sabas egen skyld vilde haabe, at han ikke har sagt, kvad der refereres, er jeg dog nødt til at gaa ud fra, at saa er tilfældet, og da jeg vel er den nærmeste til at berigtige vildledende meddelelser om denne fjerne landsdels skolevæsen, nødes jeg til at bede om plads i Deres blad for en belysning af hr. lærer Sabas anførsler.
1. I Finmarkens folkeskole er der intet forbud mod at bruge lappisk og kvænsk som hjælpesprog. Men der foreligger en tydelig anvisning paa at bruge dem. Denne anvisning daterer sig fra 1880, er maaske ældre og er krævet fulgt af undertegnede. For at De selv kan konstatere rigtigheden beraf, vedlægges et expl. af instruxen for den sprogblandede skole i Tromsø stift, dateret 1898, men i virkeligheden en omtrent ordret gjentagelse af Tromsø stiftsdirektions instruks af 12te oktober 1880. Aftryk af denne instrux er af mig gjentagende udsendt i et stort antal explr. til skolestyrerne med paalæg om at sende lærerne dem. Hr. Isak Saba har saaledes ogsaa faaet sit.
Og af undertegnede er ingen ordre git om, at anskuelsesbilleder og tegning m. v. skulde fortrænge hjælpesprogene fra den plads, som instruxen anviser. Der har af hr. Saba tidligere, i sommer, været antydet noget sligt, da en indsender, som han selv gjorde identisk med kirkesanger Nodland i Polmak, i bladet „Nordkap" krevede ham til regnskab for hans valgprogram til finnerne (hr. Saba hadde to programmer, et paa lappisk og et paa norsk, og i det sidste var sprogspørsmaalet ikke nævnt). Men i samme blad har jeg under 7de juni iaar baade oplyst, at lærere, som sendes til distrikter, hvor kjendskab til lappisk og kvænsk ansees fornødne, men savner saadant kjendskab, vil bli git kursus i vedkommende sprog, og at der er lærebøger med dobbelte texter nok at faa. Om anskuelse og tegning ytrede jeg: „Naar det methodiske ved sprogundervisningen bringes paa bane, vil jeg bemerke, at her som ellers er anskueliggjørelse en meget stor fordel i barneskolen. Hvad barnet hører, glemmes let. Hvad det ser, bevares bedre, ofte for altid. Og da Finmarkens folkeskole desværre lider under stor mangel paa billedstof, er det af vigtighed, at læreren bruger kridtet paa vægtavlen. Der stilles ikke større fordringer til tegneferdighed, end at enhver med lidt øvelse og forberedelse vil kunne skaffe sine elever megen glæde og nytte ved slige tegninger. Børnene er et taknemmeligt publikum og deres fantasi er livlig. Enhver lærer vil bli overbevist herom ved at prøve. Glæden vil lyse paa barneflokken og overbevise ham om, at han er paa ret vei.
At der ogsaa er ting, som desværre ikke kan illustreres, er saa selvsagt, at man ikke behøver at paapege det — — —." Efter alt dette at fortælle, at hjælpesprogenes anvendelse er forbudt, det er dog meget mer end en misforstaaelse. Det er en ligefrem opdigtelse, som der maa nedlægges en bestemt indsigelse imod. Et talende vidnesbyrd herom maa vel ogsaa det være, at der ikke i et eneste tilfælde er negtet salg af lærebøger med dobbelte texter, hvor slige bøger har været forlangt. Hvad skulde dette bogsalg til, dersom brugen af hjælpesprogene var forbudt?
2. Til trivialitet faar jeg gjenta, at fripladsene ved Tromsø lærerskole ikke er inddragne af den grund, at kundskab i hjelpesprogene ikke mer ansees fornøden.
Jeg henviser herom til storth. prop. nr. 2 for 19004-05 pag. 40, hvor jeg bl. a. har ytret: „I mine bemerkninger til budgetforslaget for 1901— 05 har jeg kortelig omtalt mit standpunkt til spørsmaalet om opretholdelse af fripladse ved Tromsø lærerskole. Jeg tilraadede at indskrænke deres antal. og det var min hensigt paa nærværende budget at foreslaa bevilgning til 4 lappisklæsende og 3 — senere maaske 2 — kvænsklæsende elever og at søge en saadan ordning opretholdt nogle aar fremover. At inddrage fripladsene helt troede jeg ikke at turde tilraade. Jeg fandt det at være et alt for stort spild af skolens korte, kostbare tid at gi børn, som møder i skolen uden det ringeste kjendskab til noget andet sprog end lappisk eller kvænsk, lærere, som intet har lært af disse sprog, og jeg indsaa det ønskelige i, at den i dobbelt forstand svage konkurrance om lærerposter i Finmarken, særlig da i de vanskeligere distrikter, kunde bedres derved, at der aarlig, naar friplads-elevernes forpligtelse fordreies efterkommet, blev tilgang af endel af lærerskolens flinkeste dimittender. I principet er mit syn paa den sag uforandret - - ."
Fripladsene blev inddragne af den grund, at en flerhed af deres indehavere ikke tog den skyldige tjeneste, og at man ikke fandt det tilraadeligt at søge forholdet ændret ved de av mig antydede fuldstændigere regler herfor. Men det var og er som før sagt forudsætningen, at naar en lærer uden kjendskab til hjælpesprogene nu ansættes i kredse, hvor saadant kjendskab ansees fornødent, da skal der gives ham offentlig understøttelse til at gjennemgaa et kursus (i lighed med det for endel finmarksprester anordnede) i disse sprog enten paa Tromsø eller hos en skikket, lærer i Finmarken (se nævnte prop. pag. 42 og st. prop, for iaar pag. 15). Og som bevis for, at arbeidet allerede er lagt an i den nævnte retning, kan nævnes, at da en kommune, hvori religionsundervisningen helt skal føres paa lappisk, ifjor ansatte en lærer, som intet vidnesbyrd hadde om at kunne dette sprog, blev han ved undertegnedes foranstaltning examineret heri ved Tromsø lærerskole, før ansættelsen approberedes.
Om interviewets pathetiske udraab: „lkke et i finsk ord mere i skolene!" vil enhver lærer efter det oplyste vide at finde det rette udtryk.
Den embedsmand, som i „lang tid har opholdt sig i Finmarken og fremdeles er embedsmand deroppe," skal vi tales lidt nærmere ved om senere. Jeg maa jo tro, han existerer, siden det paastaaes. Men jeg ved ogsaa, at han ikke tør navngi sig og vedstaa sine uefterretligheder om at ndet (lappisk) ikke maa nævnes i skolen, ikke bruges til forklaring." Imidlertid har jeg et haab om, at han skal kunne bringes frem i dagslyset og da skal hans virksomhed bli nærmere betragtet.
3. Der bevilges paa Finnefondets budget seks lønsbidrag til „norske" lærere i Finmarkens fjelddistrikter, Karasjok og Koutokæino. Der staar i propositionen ikke „norskfødte", som hr. storthingsmand Saba feilagtig har læst. Om der hermed menes kun „norskfødte" eller ogsaa „fornorskede" lærere, har der, mig bekjendt-, intet været udtalt om og heller ikke truffet nogen afgjørelse om. Undertegnede er ikke „hovedmand" for denne ordning, som den ærede redaktion udtrykker sig. Den har bestaaet fra før min tid, og skjønt jeg ikke har lagt nogen videre vegt paa bibehold af ordet „norske" har jeg dog heller ikke fundet nogen grund til at foreslaa det ændret. Det kan nemlig komme til at faa betydning.
Hvad der ellers anføres om begunstigelse af "norskfødte" lærere, er det rene opspind. Bekjendtgjørelsernes „En norskfødt lærer vil bli foretrukket" har undertegnede saaledes aldrig seet, og det forbauser mig, at Skolebladets redaktion, som dog vel ogsaa har adgang til at se baade sit eget blads og „N. Skt.s" avertissementsspalter, kan ha slugt en saadan kamel.
Hvordan hr. Isak Saba mener at kunne hævde, at norskfødte lærere begunstiges, tror jeg imidlertid at vide, da en af hans venner privat har skrevet til mig herom.
Sammen med 3 af Nesseby skolestyres 7 medlemmer maatte jeg nemlig for et par aar siden modsætte mig hr. Sabas ansættelse i Nesseby bedste lærerstilling. Grunden for mig, som finder, der ved læreransættelser ikke helt bør sees bort fra ancienniteten, var den, at hr. Saba hadde ca. 6 tjenesteaar og hans, mindst jevngode, konkurrent ca. 17. Uheldigvis var denne „norskfødt". Og da kan det jo til sit brug fastslaaes, at dette sidste var aarsagen. Men naar hr. Saba efter en voldsom agitation blandt finnerne blev ansat, da er ialfall jeg for min del overbevist om, at det skede, netop fordi han er af finsk (lappisk) nationalitet. Den eneste ansættelse i min tid i Finmarken — bortseet fra de for nævnte fjelddistrikter, — hvor nationalitetsspørsmaalet mig bekjendt har spillet ind, er saaledes hans egen i Nesseby. Og sagen faldt ud til hans, den lappisk fødtes fordel, imod et retfærdigt anciennitetsprincip.
4. Hvor „forældrene maa føre sine børn til internatene — ofte flere mil over farlige havstykker," bør hr. Saba nærmere oplyse om. Jeg kjender intet saadant tilfælde. I Fosbeim skoleinternats kreds har Sydvaranger skolestyre vistnok slaaet 4 tidligere kredse sammen, saa veiene for enkelte børn er blit længer. Men børnene benytter lokalskibet paa tur til som fra anstalten (deres eneste skoletur i aaret) og der haves paa anstaltens budget midler til at betale billet for alle dem, som anmoder herom. For de øvrige hidtil reiste eller planlagte internater er bibeholdt nøiagtig den tidligere kredsordning, saa veiene er akkurat de samme som før.
Som en illustration til den forsøgte mistrenkeliggjørelse af skoleinternaterne skal jeg nævne, at da Fosheim internat hadde været i virksomhed et aar, indløb der hertil en anmodning fra Sydvaranger skolestyre om, at de smaaskolebarn, som fremdeles undervises ude i de tidligere kredse, ogsaa maatte faa komme til internatet. Ønsket har endnu ikke kunnet efterkommes, da forandringerne kræver større udgifter, end man har bevilgning til. Men der vil bli gjort forsøg paa at ordne det saaledes, som befolkningen ønsker.
Der har i finmarkspressen været ytret sterke tvil om, hvorvidt hr. Saba og de par andre lappisk-fødte lærere her, som nu en tid har ført ordet om fornorskningen, virkelig ønskede at alle børn i finmarksskolen skulde lære norsk, ialfald til nogen større fuldkommenhed. Om dette spørsmaal kan der kanske bli anledning til at gi endel nærmere oplysninger senere. Men menes der, at norsk bør læres — ikke bare figurere paa skolens timeplan og i stilhed skydes tilside — da er det mig uforklarlige hvad der strides om forsaavidt der da ikke er et politisk islet. For saavel instruxen af 1898 som arbeidet for at faa en forsvarlig skolesøgning og dygtige vellønnede lærere maa vel da være de eneste probate midler. Har imidlertid hr. Saba eller nogen af hans meningsfæller andre veie at anbefale, ber jeg om, at saa maa ske. En diskussion herom vil forhaabentlig gi mere udbytte end den forsøgte mistænkeliggjørelse af den, som er sat til at prøve at paase, at statsmagternes bestemmelser ikke alt for meget negligeres.
Om hr. Sabas forsøg paa at fremstille undertegnede som finnernes fiende kunde der være adskiiligt at sige. Men foreløbig lar jeg det ligge.
Jeg skal, hr. redaktør, ofre af min knappe tid paa en mulig fortsættelse af den diskussion i Deres ærede blad om finmarksskolen, som er begyndt. Men da jeg oftest er ude paa reiser, kan det komme til at ta tid, før mine tilsvar kan komme, og jeg maa derfor bede læserne om den velvilje at vente med sin dom, til svarene herfra kan naa frem. Og blade, som maatte optrykke det merkelige interview og andre angreb paa finmarksskolen eller paa undertegnede, tør jeg vel vente ogsaa vil trykke svarene.
Hammerfest, d. 23de november 1906.
Bernt Thomassen.
Af instruksen, som er udstedt af kirkedepartementet og dateret 18. 4. 1898, hidsættes følgende udtog:
Skolens undervisning foregaar i det norske sprog. Det lappiske eller kvenske sprog bruges kun som hjælpemiddel til at forklare, hvad der er uforstaaeligt for børnene.
Ved benyttelse af lærebøger med dobbelt sprogtekst har læreren nøie at overholde denne regel; han bør derfor stadig holde børnene til at bruge den norske tekst og først da, naar denne er uforstaaelig for dem, ty til den lappiske eller kvænske.
- og saaledes lade sig det være magtpaaliggende, at det lappiske eller kvænske sprog ikke bruges i videre udstrækning, end forholdene gjør uomgjængelig fornødent.
Læreren maa fra begyndelsen af give nøie agt paa, at børnene paa samme tid, som de lærer de norske udtryk for gjenstande, handlinger osv., tillige faar en klar forestilling om selve gjenstandene, handlingerne osv. Til dette øiemed belyses de norske udtryk dels fra omgivelserne og bomenes erfaringskreds, dels ved et passende billedverk eller andre anskuelsesmidler.
- særlig bør iagttages, at hele sætninger og sammenhængende stykker af den norske tekst ikke blir oversat paa lappisk eller kvænsk, medmindre det har vist sig, at dette ikke kan undlades uden skade for forstaaelsen.
Samisk skolehistorie 4
