Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 6. Davvi Girji 2013.

Vestfinmarkens lærerlag støtter fornorskinga

Avisreferat fra årsmøte og skolemøte 1907

Del 1 – Skolebladet 28-1907

Kredsmødet lededes af formanden, kirkesanger Joh. H. B. Johansen, Kvalsund. Aarsberetning oplæstes og regnskabet for 1906 decideredes.

Til medlemmer af kredsstyret for 1908-09 gjenvalgtes kirkesanger Joh. H. B. Johansen, Kvalsund, og som nyt medlem kirkesanger Arild, Kistrand. De gjenstaaende medlemmer af kredsstyret er lærer P. Johansen, Hammerfest, frøken Thora Berthelsen, Hammerfest og amtsskolelærer Moksnes, Alten.

Til suppleanter valgtes lærer Brygfjeld, Talvik, Voll, Hammerfest, frøken Heieraas, Hammerfest, frk. Andreassen, Hammerfest og lærer A. Larsen, Kvalsund.

Fællesstyrets forslag til nye love for Norges landslærerforening tiltraadtes.

Ang. spørgsmaalet om forandring i skolelovens bestemmelser om advarsel og formaning vedkommende skoleforsømmelser fattedes saadan enstemmig beslutning: „Da sagens gjennemførelse nu ved regjeringens og kirkekomiteens enstemmige tilslutning maa ansees betrygget, linder laget dens behandling paa landsmødet overflødig.“

Ang. skoleskydsspørgsmaalet vedtoges saadan enstemmig beslutning: „Det henstilles til styret at tage sagen under overveielse og forelægge den udredet for næste møde.“

Samme dags eftermiddag begyndte skolemødet. Til dirigenter ved dette valgtes kirkesanger Joh. H. B. Johansen, Kvalsund og lærer P. Johansen, Hammerfest og som referenter lærerne Volstad, Øksfjord og Arild, Kistrand.

Skoledirektør Thomassen holdt et interessant foredrag om Finmarkens skolevæsen. Efterpaa fulgte en livlig diskussion. Kredsformanden refererede endel af lærer og stortingsmand Sabas angreb paa fornorskningsarbeidet og kredsstyrets i skolebladene nedlagte protest mod samme. Følgende resolution blev enstemmig vedtaget.

1) "Vestfinmarkens lærerlag slutter sig til kredsstyrets protest af 9. decbr. sidstleden mod de misvisende fremstillinger om finmarske skoleforhold, som af lærer Saba ifjor blevet givet i "Skolebladet“. Det protesterer videre mod de senere af samme lærer fremsatte sigtelser for, at lærerne for at tækkes sin overordnede undlader at gjøre brug af hjælpesprogene, som instruksen foreskriver og forholdene kræver.“

2) Ang. lærernes sproguddannelse vedtoges mod 1 st. saadan resolution:
"Vestfinmarkens lærerlag udtaler paa ny, at ordningen med fripladselever ved Tromsø seminar ikke har været tilfredsstillede for Finmarkens skolevæsen eller givet vederlag for de betydelige udgifter, den har krævet. Laget mener, at sprogkurser hos dygtige lærere, hvor der tillige er anledning til at lære den sprogblandede skoles arbeidsmaade og blandt befolkningen øve sig i hjælpesprogets brug vil være heldigere og kunne blive tilfredsstillende for skolen.“

3) Ang. byfo1kesko1ens læreres lønning blev enstemmig udtalt:
„Vestftnmarkens lærerlag udtaler, at lønningerne for byfolkeskolens lærere 1 Finmarken er utilstrækkelige. Laget finder, at alderstillæg af statsmidler i lighed med de i 1900 for landslærerne lovfæstede bør tilstaaes ogsaa lærerne i de mindre byer og det henstiller til Norges lærerforening at fortsætte sit arbeide for denne reform.“

4) Ang. skoletidens varighed blev enstemmig udtalt:
„Vestfinmarkens lærerlag udtaler, at den mest paakrævede ændring af bestemmelsen om skoletidens varighed nu er den, at ethvert barn i landsfolkeskolen, hvor 1. og 2. afdeling undervises sammen sikres 3 uger længere Skoletid, end det nu fastsatte minimum.“

Amtsskolelærer Moksnes holdt et interessant foredrag om ungdomsskolen og kateket Smith om religionsundervisningen i folkeskolen. Begge foredrag diskuteredes.
Udførligere referat senere.

Del 2 – Skolebladet 39-1907

Skoledirektør Thomassen holdt foredrag om Finmarkens skolevæsen.

Først omtaltes ungdomsskolen. I denne landsdel hadde det hittil ikke været mulig at faa nogen fortsættelsesskole istand. Heller ikke har nogen folkehøiskole været i virksomhet. Amtet har 2 amtsskoler, en i Øst- og en i Vestfinmarken. De utfører et godt arbeide, men de kunde vistnok bli til end mere nytte under en anden ordning — som nu paatænkes. Her er det aftenskolen har sin opgave. Den er blit overflødig i de sydligere stifter, ialfald flere steds. Men her passer denne billige, letvindte skoleart, hvor evnen til at indrette sig med kostbarere undervisningsverk er saa liten. Og med de forandrede betingelser for at faa statsbidrag til den, som nu er vedtat, maa den kunne faa almindelig utbredelse i vore kommuner. Hvad man nu kræver er at 1/t av lærerlønnen og lokale m. v. skaffes, og dette bidrag godtages hvor det end kommer fra. De 3/é av lærerlønnen yder saa staten direkte. Direktøren opfordret de fremmøtte landslærere til kraftig at arbeide for aftenskolens utvikling. Det var nødvendig, at lærerne tok sig av saken. Ethvert fremskridt paa oplysnir.gsvæsenets omraade vilde bero paa deres arbeide, Dog vilde jeg for min del ikke anse det for noget væsentlig tap om karaktererne ved middelskoleeksamen kun uttrykkes i hele tal.

Han gik derpaa over til folkeskolen og omtalte først byernes folkeskolevæsen. Tilstanden i denne maatte nu kaldes tilfredsstillende, skjønt der jo var ting at forbedre. Skoleforsømmelserne synker glædelig. Gjennemsnitsforsømmelsen i finmarksbyerne var i 1902: 10,47 °/o, i 1903: 9,36%, 11904: 8,83 %, i 1905 : 7,54 %. Vadsø har mindst forsømmelse 6,82 °/o, dernæst Hammerfest med 7,67 °/o og endelig Vardø med 7,85 °/o i sidstnævnte aar. Skoletiden er desværre noksaa knapt tilmaalt, idet ingen av byerne har 24 ukentlige timer gjennem hele skolen. Mindst tilfredsstillende er forholdet i Vadsø, hvor man ialfald i 3. avdeling, kl. V og VI, er nede i lovens minimum. Frivillig undervisning kan der ikke siges at være. Der er vistnok noget av dette navn i Hammerfest og Vardø. Men den er egentlig kun en hjælp for middelskoleaspiranter. — Forsyningen med skolemateriel er tildels utilfredsstillende. Han opfordret lærerne til at arbeide for, at skolerne kunde faa en bevilgning til indkjøp, saa de trængende barn kunde bli forsynet paa skolen uten ophold. At børn møtte til undervisning uten materiel var til saa stort hefte, at denne uorden energisk maatte søkes bragt av veien. — Endelig omtalte han smaabylærernes lønsforhold og paaviste, at disse for amtets vedkommende var meget tarvelige. Den dygtigste lærerinde f. eks. kunde ingen gang opnaa den gage, hvormed man ser pur unge piker i andre stillinger med langt tarveligere utdannelse lønnet paa begyndertrinnet. Og av en lærer forlanges det, at han skal underholde sin familie, betale sine skatter og utrede, hvad der kræves for, at han kan følge med 1 utviklingen paa skolevæsenets omraade — alt for en løn, som kunde passe for 20—30 aar siden. Det falder dyrt at leve hernord, og det er daarlig økonomi at lønne sine børns lærere og opdragere saaledes, at næringssorger m a a knuge dem. Opmuntrende er det heller ikke at se, at det agtes ringere at opdra børn, utvikle barnesjæle, end f. eks. at arbeide paa et kontor. Sammenlignelsesvis er Finmarkens landslærere nu bedre situert økonomisk end bylærerne. For disse maatte noget gjøres, og den utvei, som syntes rimeligst, var at der tilstodes dem av statsmidler alderstillæg i likhet med de i 1900 for landslærerne bevilgede.

I landsfolkeskolen var forholdene overmaate vanskelige og dens stilling var aldeles ikke tilfredsstillende. De to værste hindringer for et frugtbart arbeide, der omtaltes utførlig, det var skoleforsømmelserne og sprogforholdene.

Skoleforsømmelsernesaarsakvarde store avstande i kredsene, fattigdommen og tildels liten omsorg for, at børnene kom i Skole. Mot sløvheten vil vi nu faa botemidler, idet regjering og kirkekomite er enig om, at advarsel og formaning ikke længer skal kræves som betingelse for, at bot kan ilægges. Naar et barn forsømmer skolen, blir det forsørgernes sak at oplyse om forholdet. Denne lovændring vil komme som en fælles frugt av vore fælles bestræbelser for at faa avskaffet den nuværende, umulige ordning paa dette punkt, Men mot fattigdommen nytter ingen lovregler. Derfor maa vi bygge internater for dem, som under sit skoleophold trænger at faa bo i slike. Der er nu reist 5 internater i Finmarken, 2 i Sydvaranger, 1 i Maasø, 1 i Kautokæino. De to sidste vil bli tat i bruk til høsten. Men de 2 førstnævnte har været i drift i et par aar, og det viser sig, at de virker meget heldig. Skoleforsømmelserne ophører, og utbyttet av skolegangen blir et ganske andet end tidligere. „Alle forældre, som har hat børn i internatet, er tilfreds, og alle børn, som har været der, er blit glad i sin skolegang der“, meddeler skolestyret i beretningen om Fosheim. Med bygningen av internater vil der bli fortsat utover Finmarken, hvor der er nødvendig behov for dem. Men det vil naturligvis ta tid at faa det hele apparat færdig, da der bare kan bygges saaledes, at et kan bli færdig hvert aar. Mere pengemidler kan der ikke raades over.

Sprogforholdene er fremdeles mangesteds vanskelige. Men i det store og hele gaar arbeidet med at faa ungdommen oplært i norsk godt, bedre end man skulde vente efter de vanskelige vilkaar, skolen arbeider under. Baade kvæner og lapper forstaar, at det er til deres eget gavn, at de lærer landets sprog. Ja den største del av dem vil gjerne, at deres barn skal bli flinkest mulig i norsk. Men det er ikke at vente, at det skal gaa fort med at lære Sproget, naar skoletiden er saa yderlig knap, bare 9 til 12 uker om aaret, hvorav meget forsømmes. For adskillige distrikter er det nødvendig at ha lærere, som kan hjælpesprogene. Arbeidet vilde ellers gaa altfor sent. Og instruksen bestemmer jo hjælpesprogenes benyttelse. Det har været paastaat, at man lot være at benytte lappisk i skolerne. Men dette forholder sig ikke saa. Man holdt sig til de instrukser, som av Tromsø stiftsdirektion og av departementet var vedtat. Disse instrukser var snart 30 aar gamle. Og det, som passet dengang, skulde vel ikke være for radikalt nu, da fornorskningen jo er gaat betydelig fremad. Talen om, at hjælpesprogene var banlyst av skolen, var usandfærdig, og taleren opfordret bestemt dem eller den, som trodde at kjende til, at denne var sand, at fremkomme med oplysning herom. Her var nu stedet til at opklare den ting. Var der nogen, som hadde kjenskap til den paastaatte utryddelse av hjælpesprogene, maatte han nu si fra. Kunde ingen det, var vel det godt nok bevis for, hvordan det hang sammen med beskyldningerne mot skolen. At lærerne skulde ha nogen sprogkundskap, hadde taleren altid hævdet. Fripladsene ved Tromsø seminar viste sig at være en forældet indretning, som ogsaa hadde sat finmarksskolen i en slem knipe mangengang. Vi fik nemlig ikke disse lærere til at ta poster, hvor de behøvedes. Derfor var det nødvendig at faa utdannet de lærere i hjælpesprogene, som søkte poster i de sprogblandede kredse og var villig til at tjene der. Man maatte gjøre som med de tiltrædende prester: gi dem et kursus paa nogle maaneder. Dette burde holdes hos dygtige lærere, hvor der tillike var anledning til at lære den sprogblandede skoles arbeidsmaate og til at tale sproget blandt folket i grænden. Der var heller ingen vanskelighet for at faa de tiltrædende lærere saaledes oplært. Taleren hadde henvendt sig til 10 dygtige lærere, som var vel hjemme i hjælpesprogene (tildels var de deres morsmaal), og alle hadde git tanken fuld tilslutning og erklæret sig villig til at motta og oplære saadanne nye lærere. En saadan ordning vilde ogsaa for det offentlige bli meget billigere end den gamle. Men det væsentligste var, at finmarksskolen vilde bli tjent med den. Taleren ytret tilslut: Vi vil bygge vort land. Men intet er saa godt middel til at bygge landet som at faa opdrat en dygtig, retskaffen og arbeidsvillig slegt. Lykkes det for os, skolens mænd og kvinder, da utfører vi vore borgerpligter og kan se med glæde paa vort arbeide. Kan vi øke folkelykken, da har vi ikke arbeidet forgjæves.

(Forts.).

Del 3 – Skolebladet 40-1907

Samisk skolehistorie 6