Henrik Kvandahl 1925
(Foto utlånt av Ingolf Kvandahl)
Dette brevet skreiv han i 1899 og det er kommet inn til skoledirektøren i Tromsø, der det er journalført med nr. 2220/1899. Brevet er nå i Statsarkivet i Tromsø.
Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 5. Davvi Girji 2011.
Henrik Kvandahl 1925
|
Henrik Kvandahl (1865-1950) var fra Kvanndalen ved Bjerkvik, nå i Narvik kommune. Han var lærer i Tysfjord, Lyngen og Ballangen. Kvandahl er mest kjent for 3-bindsverket Samenes historie. Han er omtalt i Samisk skolehistorie 5, i artikkelen "Nogle ord fra samefolkets forkjemper". Dette brevet skreiv han i 1899 og det er kommet inn til skoledirektøren i Tromsø, der det er journalført med nr. 2220/1899. Brevet er nå i Statsarkivet i Tromsø. |
Jeg skal i al ærbødighed forsøge at give tilkjende min opfatning af skoletilstanden i disse blandede sprogdistrikter i Tromsø amt.
Man har jo nu drevet længe paa med at fornorske finner og kvæner her oppe, men det gaar jammerlig sent. Naar man nu kommer i skolen, hvor norsk bruges i skolen i fullt maal, men hjemmene bruger finsk[1] eller kvænsk, saa kan man faa høre de mest besynderlige forvanskninger i skolen. Jeg skal anføre et par eksempler: "saa vi ikke leve et kydsk og tugtigt levnet" eller "vi maa leve et ukysk og tugtigt levnet", "at Gud ikke vil beskjerme". jeg kunne jo have anføret en mangfoldighed af slige eksempler. Disse er jo dog nok til at illustrere, hvad børnene og foreldrene forstaar af det de læser.
Jeg mener derfor at det er ikke forsvarligt at tvinge disse barn til at læse norsk i sin troeslære. Her er derfor en hel del der ikke kan læse en "bas". Naar nu ikke et barn forstaar sin bibelhistorie og katekisme sprogligt, hvad skal der da bli af disse barn. De faar en voldsom ulyst til at læse. Man kan jo tænke sig dette. Naar nu en hel del av lærere ytrer sig anderledes, tror jeg det kommer deraf, at de falder dem saa tungt at undervise eller benytte et for dem et fremmed sprog. Jeg tror, at alle lærere her oppe er enige med mig, thi de har erfart akkurat det samme som jeg, men vil ikke altid ut med det.
Jeg lærte mine lærebøger udenat, men forstod ikke meget af det hele. Jeg lærte i 7de bud, at man ikke skal tage gods fra sin neste. Jeg forsto med gods en ko. Ko paa finsk heter gosa[2]. Det er jo ikke saa rent bort i natten alligevel. Jeg var en stor gut, for jeg forstod nogenlunde, hvad jeg lærte. Desuden vil det, som skal tvinges ind, aldrig faa det rette tag. Jeg mener derfor, at det vilde være heldigere at lade alle finne- og kvænbørn læse religion paa sit modersmaal. Her maa jo alle se at oplysningen staar langt tilbage. Det er ikke mange, der har lyst til at lære det, som de slet ikke forstaar.
Nu er det fra en anden side absolut nødvendig, at have kyndighed i det norske sprog, og derfor er det, at jeg kun anfører religionen, som jeg anser for noget, der ikke kan undervises paa andre kundskabers bekostning. Jeg har praktiseret slig, at jeg har taget nogle af norsktimerne til samtaletimer mellem mig og børnene eller ladet to og to af børnene snakke paa norsk. Her blir da arbeide for læreren at forme setninger for børnene. Her er jo meget da at passe paa. Jeg har nu faat den forstaaelse af de faa forsøg, som jeg har gjort, at børnene finder en sand fornøielse i at faa snakke sig, og da kan der være haab om at faa dem til at udtrykke sig ret. Her maa være intresse fra lærerens side, thi ellers vil barnet snart faa det indtryk af læreren at har dem til moro for sig. Det er vel ikke at undres over, at jeg elsker modersmaalet, jeg ogsaa. Jeg vil ogsaa arbeide samvittigheds[fullt] her, hvor jeg er. Jeg har lyst at se frugt af mit arbeide. Vi skylder megen tak til vore norske brødre. De har jo sørget for skolevæsenet her hos os ogsaa. Vi vil føle os saa inderlig tilfreds, om vi faar benytte vor modersmaal (finsk) i religions undervisning.
Med megen agtelse ærbødigst
Henrik Kvandahl
lærer
Langnes i Lyngen
[1]
[2]