Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.

Bernt Thomassen:

National opgave og velfærdssak

Bernt Thomassen (Foto utlånt av Fylkesmannen i Finnmark)

Bernt Thomassen (1859-1929) var oppvokst i Selbu i Sør-Trøndelag. Han var utdanna lærer fra Klæbu seminar og var overlærer i Trondheim før han i 1902 blei den første skoledirektøren i Finnmark. Han hadde denne stillingen til 1920, da han blei skoledirektør i Trøndelag. Han skifta da etternavn til Thomassen-Overvik. Thomassen var en iherdig fornorsker, og den samiske stortingsrepresentant Isak Saba uttalte i 1906 om hvem som var hovedansvarlig for fornorskingspolitikken: «Finnmarkens skoledirektør, Bernt Thomassen. Finnerne kaller ham Bobrikoff. Navnet passer ikke verst. Bobrikoff var utnævnt av czaren for at russifisere Finland, Thomassen av Wexelsen for at fornorske Finnmarken.» Dette brevet sendte Bernt Thomassen, 24.01.1917 og det er funnet i arkivet til Kirke- og undervisningsdepartementet, Riksarkivet. Siste del av brevet, der han klager over finnemisjonens motarbeiding av fornorskinga, blei også sendt bl.a. til Kristiansands biskop. På brevet som er lagra i KUD er det skrevet på med blyant: «Bør ikke Kirkeavdelingen også gjøres bekjent med dette?». Året etter søkte Finnemisjonens leder, Jens Otterbech, stillingen som biskop i Hålogaland, men på tross av at han var ønska av de fleste prestene i bispedømmet, fikk han ikke stillingen. Det er trolig hans innstilling til fornorskingspolitikken som har gjort at regjeringa ikke ville ha han.

Til Kirke- og undervisningsdepartementet
Kristiania

Det kgl. departement har ved skrivelse av 15 ds. sendt mig en forestilling fra Forsvarsdepartementet angående en av oberst Nyqvist foreslåt komission til overveielse om fornorskningssaken i Nord-Norge.

Idet jeg hoslagt tilbakesender sakens dokumenter, skal jeg i ærbødighet tillate mig at bemerke:

Den famlen og usikkerhet fra styrelsens side med hensyn til fornorskningen av den lappiske og kvænske befolkning i Nord-Norge, som obersten omtaler, kan nok påvises, når saken sees historisk. Men for skolens vedkommende er man jo som bekjendt forlængst kommet ind i et fast spor, idet den plan hvorefter man arbeider i fornorskningsøiemed blev vedtat allerede i 1880 og senere, ved fornyelser, i alt væsentlig er forblit uforandret. At denne plan er hensigtsmæssig og i almindelighet fører frem mot målet, er så at si alle meningsberettigede hernord enig om. Man kan si at resultaterne av skolens arbeide i sproglig henseende ikke viser sig så hurtig som ønskelig kunde være. Men et sprogskifte går erfaringsmæssig i almindelighet langsomt, og om den opvoksende ungdom må det siges at den under sin skolegang med gledelig raskhet har fåt en betydelig færdighet i bruken av det norske sprog. En undtagelse danner ungdommen i fjeldbygderne Kautokeino og Karasjok. Især i sidstnævnte kommune, hvor der ikke er skoleinternat, går det sent og småt. Årsakerne er disse bygders isolerte beliggenhet inde mot grænsen av et land, hvor et med lappisk nærbeslegtet sprog tales, det yderlig sparsomme islæt av norske beboere i disse bygder og den sørgelige mangel på kommunikationer. Der lever en hel del mennesker i disse bygder som aldrig kommer i berøring med norsk befolkning eller norsk sprog efter skolegangen uten de få gange, de kommer til kirke - i hvilket sidste tilfælde de ofte også bare hører sit eget sprog. Skolen her har en svær opgave, og at fremgangen med hensyn til norsk sprog og norsk kultur må bli liten, vil ikke forundre nogen.

Skolen har som sagt fåt sit arbeide ind i et fast spor, hvorfor der av hensyn til den ikke kan ansees for påkrævet at få nogen kommission som den nevnte nedsat.

Derimot må jeg nok gi oberst Nyqvist ret i at et nærmare samarbeide i fornorskningsspørsmålet mellem de forskjellige administrationsgrene i Nord-Norge vilde ha sin store betydning. Jeg ser f. eks. den glædelige virkning det har hat at Tromsø stift fik en biskop, hvis synsmåter og arbeide i heromhandlede spørsmål falder helt sammen med det kgl. departements instrukser for skolens virksomhet, hvilket i det store og hele derfor også medfarer en lignende stilling fra presteskapets side. På den anden side vil det erindres hvilken avvisende holdning et-par sorenskrivere her for et års tid siden indtok, da spørsmålet om at få indskrænket tolkningen i retterne mest mulig var på bane. Når tjenestemænd av de forskjellige etater står så steilt overfor hverandre i sprogspørsmålet som erklæringerne dengang viste, synes der nok at være grund til at forsøke om forståelse og et nærmere samarbeide kunde tilveiebringes.

I fornorskningen - og dens gjennemførelse så snart som mulig - ser jeg ikke bare en national opgave, men likemeget en velfærdssak for den allerstørste del av Nord Norges lappiske og kvænske befolkning. Gjennem fornorskningen fører veien til utvikling og fremgang også for den.

I forbindelse med nærværende sak finder jeg at burde peke på den motbør i fornorskningsarbeidet som finnmarksskolen i en lang år-række har været utsat for fra et indremissionsselskap med bestyrelses-sæte på Vestlandet (Det Norsk-Lutherske Finnemissionsforbund) som gjennem sit organ "Lappernes Ven'', redigeret av presten Otterbech i Stavanger) stadig fremstiller skolens arbeide efter de vedtagne planer som urigtig og som et overgrep overfor den lappiske befolkning. I tidligere år var angrepene rettet mot mig personlig. I de senere år, efter at rektor Qvigstad var statsråd og ikke fand at kunne forandre skolens instrukser, er angrepene væsentlig rettet mot skolens øverste styrelse. Men virkningen av alle angrep er væsentlig den samme, nemlig den at den lappiske befolkning ledes til at anse fornorskningen som en uretfærdig undertrykkelse, som det gjælder at motsætte sig. Forbundet, har i dette år sat igang også en ungdomsskole (Øytun i Havøsund) og det bestrider utgifterne med utdannelse av nogen lappisk ungdom ved lærerskoler. Hvorvidt også disse foranstaltninger tildeles er led i samme propaganda imot statens skolearbeide, tør jeg endnu intet uttale om. Tiden vil vise det.

Også den nu herskende lærernød her skriver sig for endel fra denne agation fra missionsforbundets side. Når nemlig lagpebefolkningen stadig belæres om hvilken uret skolen øver overfor den, må det nødvendigvis skape strid og uhygge omkring skolearbeidet og gjøre det mere tungt og besværlig end det i og for sig er, og forringe frugten av lærerens stræv. At der er lærere som derved går træt og skynder sig bort fra en sådan arbeidsmark, sier sig selv, og likeså er det klart at de som kjender forholdet undlater at søke poster her, om de bra lønninger end kunde opfordre hertil. Skolens gjerning er tung nok selv om barn og forældre ikke er forut indtat imot den.

Ifald der kunde findes en utvei til at befri skolen for denne motbør fra missionsselskapets side, vilde skolens arbeide utvilsomt gå lettere og bære større frugt og den vanskelige og litet tilfredstillende overgangstid i sproglig henseende i en flerhet av finmarksbygderne betydelig forkortes.

«Lappernes Ven» nr. 2 for 1917 vedlegges.

Finmarkens skoledirektorat, 24de januar 1917
Thomassen

Samisk skolehistorie 4