Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.

E.L.:

Om forholdene i de blandede Sprogdistrikter i Finmarken

Almueskolen har paa alle Steder i vort Land saare meget at kjæmpe med, som t. Ex. Uvidenhed, Fattigdom, Uvillie med Skolen m.m. men den har vist ingensteds Mere at bekjæmpe end i de blandede Sprogdistrikter i Finmarken. Her har man for sig 3 forskjellige Nationer, Nordmænd, Lapper og Finner. Lappen er bekjendt for sin Skittenferdighed, Mistroiskhed, Dovenskab og Ulyst til all aandelig Udvikling, ligesom han jo maaske af Skaberen er udrustet med mindre Evne til saadan. Finnen er visst i Besiddelse af de samme Egenskaber, men er langt mere træg, stivsindet og raa end hin. De imellemboende Nordmænd viser sig her som ellers, meget eftertagsomme, men her er jo deres Eftertagsomhed alt andet end rosværdig, de lærer gjerne Lappens eller Finnens sprog, deres Skittenfferdighed, Dovenskab og Ulyst til boglig Udvikling. Hertil kommer Fattigdom bevirket dels ved Naturens ringe Udstyr, og dels ved Dovenskaben og Uvidenheden. Det synes, som om visse Steder rigtig er Sædet for al Elendighed. Læreren kommer her i det saakaldte Skolehus, hvor han finder Børn for sig med 3 forskjellige Sprog.

Børnene er jo delte i 2 Afdelinger efter deres Kundskaber og Ferdigheder, den korte Tid som haves i hver Afdeling, skal altsaa igjen deles i 2 til norsk og lappisk Undervisning, og om læreren er kyndig i Finsk, maa han nok ud med en og anden Portion af denne Sort og. Undervisningstiden i Overgangsdistrikterne bliver altsaa kun den halve imod den er i de norske Distrikter, hvorfor det ikke kan forundre høiere Overordnede, om Oplysningen staar tilbage paa mange Steder. Skal man se sig lidt om udenfor Skolen, i Børnenes Hjem, finder man dem gjerne nøgne, halvnøgne, skidne, udsultne og elendige, ligesom og Gaardene ligger temmelig langt fra hverandre paa de fleste Steder. Det er derfor ingen grei Sag for Læreren at faa visse Uslinger til Skolen. Men det forvirrede Sprog har dog altid, saavidt jeg kan skjønne, været Hovedhindringen for Oplysningens Fremme. Mange Lærere, især Norskfødte, har vist arbeidet med baade sjelden Flid og adskilligt Held til Lappe- og Finnebørnenes Fornorskning, og Sandsen for det norske Sprog er visselig i Opkomst paa mange Steder blandt Almuen, idet de indser, at deres Børn ikke saa sjelden lider ved, at det norske Sprog er for fremmed for dem. Men just som man nu havde begynt at se Frugt af Lærerens Streben, faar man baade gjennem Bladene og gjennem Rygter høre om at der fra kirkelige Overordnedes Side er fremsat forslag om,at der bør afholdes Gudstjeneste baade paa Norsk, Lappisk og Finsk til forskjellige Tider i Kirkerne i Tromsø og Finmarkens Amter. Er dette Sandhed? Hvis et saadant Forslag skulde blive sat igjennem, synes det ikke at være Umagen verdt at gjøre et eneste Skridt mere for at fremme det norske Sprog; thi det nytter da aldeles ikke. Aldrig har her været og aldrig vil her blive sat en saadan Skranke for Norskens Fremme, som den forskjelligsproglige Gudstjeneste da vil blive. Desværre har jo Sandsen for det været liden nu, da der fra mange Hold har været arbeidet ret ivrigt herfor, hvad kan vi da vel tænke os, at den vil blive da, naar de aldrig faar høre et norsk Ord mere. Jeg synes, der kunne og blive Spørgsmaal om, hvorvidt Presterne vil kunne erhverve sig saapas Kyndighed i det lappiske og finske Sprog, at de vil være i stand til at gjøre sig fuldstændig forstaaelig for sine Tilhørere, naar de skal benytte det i en Prædiken eller Skriftetale. Skal derimod Præsten benytte Tolk gjennem hele Gudstjenesten, vil den, især for den, som har mindre Smag for Herrens Ord, blive kjedelig, og dertil kommer, at en saadan Tolk, der skal forstaa Sprogene aldeles grundigt og oversætte dem i en Fart, virkelig ikke er paa ethvert Næs at finde. Skal Finsk benyttes i de finmarkske Kirker, er det rimeligt, at det og maa benyttes i Skolerne, og vi faar altsaa anskaffe os finske Præster, finske Lærere samt finske Bøger til Kirke- og Skolebrug. Dette vil volde baade Landet og Oplysningens Ledere Udgifter og Bryderi, men den Nytte,man kunne høste deraf, tror jeg slet ikke ville i mindste Maade staa i Forhold til de gjordte Foranstaltninger, men maaske leder det Hele til at Babel i Ordets fulde Betydning. Er det nu virkelig nødvendigt, at her i Finmarken benyttes andet Sprog end Norsk og paa enkelte Steder ved enkelte Dele af Gudstjenesten ogsaa Lappisk? og er det virkelig nødvendigt, at der paa noget Sted i Tromsø Amt holdes andet enn norsk Gudstjeneste. Jeg er overbevist om at der paa sistnevnte Sted (Tromsø Amt) ingen Menighed gives, hvor antallet af Finner, der ikke forstaar Norsk eller Lappisk, overstiger 1/2 Procent, og da synes det virkelig rimeligt, at disse faar nøies med den samme Gudstjeneste, som den øvrige Befolkning; de faar lære sig i Norsk, eller forsaavidt Lappisk bliver at benytte i Kirken kunde de jo holde sig til dette sprog. Jeg skal har anføre hvad Finner selv har udtalt om den finske Gudstjenestes Nødvendighed. "Jeg kan rentud ikke skjønne", sagde En, "hvad Finsk (Lappisk) og Kvensk (Finsk) skal gjøre godt i Kirken; jeg synes her er forvirring nok før. Langt snarere skulde jeg baade ønske og haabe, at man aldeles vilde forbyde disse "Kvænske Forsamlinger", thi de virker ikke andet end Foragt for det norske Sprog og den norske Gudstjeneste. Enhver Lap og Fin her har sandelig god tid at lære sig Norsk, og vil de ikke det, kan de tage Veien dit, hvor de er komne fra". En Anden sagde: "Jeg skulde intet hellere ønske for mine 2 Smaapiger, end at de, naar de kommer i Skolen, maate lære godt Norsk, samt lære og skrive ret; thi det er saa leit at komme til Gudshus og sidde der uden at forstaa Prædikenen og Salmesangen." Da jeg engang under en Forretning kom i denne Mands Hus, erfor jeg til min Glæde, at han allerede havde begyndt at lære dem Norsk som han kunde det selv, uagtet Børnene var kun 2 1/2 og 1 1/2 Aar gamle og han kunde vente sig liden Hjælp fra Konens Side, da hun kun med møie kunde tale Norsk. Dette er glædelige Tegn paa, at der er dem, der gjerne vil have Landets Sprog baade i Kirken og Hjemmet. Det vil maaske Nogen imødegaa mig med: Det er visselig Flere end 1/2 Procent af hele befolkningen ialfald i Lyngen og Skjervø's Menigheder, som ikke kan følge rigtigt med i en norsk Gudstjeneste. Det maa jeg indrømme; men det kan ikke Nordmændene heller, og jeg tror ikke der gives en eneste Menighed i hele Norge, hvis Medlemmer allesammen tilfulde forstaae Alt. Hvert Medlem af Menigheden har sig Ret som saadant, og bør opbygges, men den Enkelte kan ikke forlange, at der holdes offentlig Gudstjeneste blot for hans Skyld i Guds Hus: Han faar opbygges ved privat Sammenkomst med Præsten eller andre Kristne, indtil han forstaar Kirkesproget. Imodsat Fald synes jeg, der nok bliver søget for det enkelte Faars Pleie, men Flokken sulter ihjel. Søndagene ere først delte mellem Præstegjeldets forskjellige Kirker, dernest skal den Del, som falder paa hvert Sted, atter deles i 3 efter de forskjellige Nationer. Visselig vil hver Nation kun benytte den Gudstjeneste, som holdes i hans eget Sprog, og Finnerne benytter neppe Nogen, ialfald vil den Finske Kirketjenest blive usselt besøgt. For mig staar det saaledes, at resultatet af en saadan Indretning bliver det, at hans Gudsfrygt og kristelig Oplysning fortrænges, det norske Sprog vil aldeles dø ud, og det Finske vil straale over hele Landet nordenfor Tromsø. Men er det først blevet til Landstykke med finsk Tale- og Bogsprog, skulle vi "haabe", at der kunne titte frem en "Bismarck" op i Rusland og der, ligesom hans Bundsforvante i Preussen, vil ræsonere som saa: Tales det Finske Sprog over hele Finmarken, maa det være bare Finner som bor der, altsaa Russiske Undersaatter og da maa da med rette Finmarken høre Rusland til. Hvem skal bære Skylden og Ansvaret derfor?? Jeg tror, det kunde være verdt at overveie, om ikke Finsk burde stænges ude baade af Kirkerne og Skolerne i Finmarken.

S i September

E. L.

Samisk skolehistorie 4