Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
Johannes Musæus
Betræffende Spørgsmaalet, om Finnerne bør have det norske Sprog eller sit eget Modersmaal til Kirke- og Skolesprog
 Johannes Musæus
(Kilde: Kristiansands katedralskoles historie) |
Johannes Musæus (1802-78) var født i Stavanger. Han var lærer i latin og norsk (dansk) og overlærer og bestyrer ved flere skoler i Halden, Arendal og Skien. 1850-58 var han rektor ved Kristiansand katedralskole. Her blei han avsatt ved dom i Høyesterett. Seinere bodde han mest i Tyskland og Frankrike. Musæus var ei tid redaktør av Smaalenenes Amtstidende og seinere av Kristiansandsposten. Han skreiv flere bøker og artikler på dansk, tysk og fransk og oversatte bøker fra fransk til dansk. Museus er nærmere omtalt i Einar Aas: Kristiansands katedralskoles historie 1642-1908. Oslo 1932.
Dette innlegget sto trykt i Morgenbladet nr. 108 1851. Det er det eldste debattinnlegg vi har funnet i aviser om samiske skoleforhold. Det synes som det er det eneste Musæus har skrevet om samiske spørsmål. |
Efterat Finnernes Uddannelse til Kultur gjennem deres eget Modersmaal havde ved en Række af Foranstaltninger af Statsstyrelsen været anerkjendt som Grundsætning, reiste der sig herimot - mærkverdigt nok - netop i det for Nationaliteternes Sag saa forjættelsesrige Aar 1848 en kraftig Oppisition. Det var provst Aars som med Talent og umiskjendelig Overbevisning om, at den Vei, paa hvilken man hadde slaaet indi de hidtil trufne Foranstaltninger, ikke førte til Maalet, optrådte imod den Virksomhed, som vor høitfortjente Stockfleth har helliget sit Liv. Jeg fulgte omhyggeligen den Strid, der førtes mellem disse tvende Mænd, idet jeg bestandigen væntede, at den skulde føre til det Resultat, hvortil altid en strid, der - ligesom her var Tilfældet - føres med god Villie fra begge Sider, burde føre, nemlig til Enighed. Det var mig nemlig ligefra Stridens Begynnelse, klart at Elementerne til saadan Enighed vare tilstede, idet enhver af Parterne i een Henseende havde Ret, i en anden Uret. Da imidlertid en saa lang Tid er hengaaen, uden at min Forventning er gaaen i Opfyldelse; saa tror jeg ikke længere at burde afholde mig fra at gjøre et Forsøg paa at dele mellem disse tvende Mænd.
Aars's Paastand gik i det Væsentlige[1] ud paa, at alle Bestræbelser for ved Studium saaledes at trænge ind i Finnernes Sprog og bearbeide samme, at det blev skikket til at anvendes til Kirke- og Skolesprog, vare mislykkede. Heri tror jeg at han har Ret; idetmindste forekom de Kjendsgjerninger, hvormed han søgte at begrunde sin Paastand, mig meget overbevisende. Men naar han heraf i Forbindelse med den hele klare sandhed, at det lille Finnefolk aldrig vil kunne erholde en selvstendig Literatur, vil drage den Slutning, at man bør aldeles forlate den hidtil befulgte Vei og bestæbe sig for gjennem det norske Sprog at opdrage Finnerne til Nordmænd, altsaa at udslette den finske Nationalitet; saa har han vistnok Uret. Ikke at tale om, at en saadan Bestræbelse maa mislykkes, saalenge man dog maa lade Finnerne beholde sit eiendommelige Levesæt saa er den af den Art, at den kan passe sig for Ruslands Tsar, der, hvormeget han end er deelagtig i europæisk Forfinelse, dog altid bliver en raa Barbar, men kun lidet egner sig en Statsstyrelse, der er gjennemtrængt ad sand Kultur og den herfra uadskillelige Agtelse for Menneskerettigheder. Saaledes han jeg ikke andet end give Stockfleth fuld Ret, naar han forfægter Finnernes Berettigelse til at fordre sit Modersmaal anvendt som Kirke- og Skolesprog, og hans Uret i den stedfundne Strid ligger netop deri, at han ikke har med tilstrekkelig Konsekvends gjennemført sin Paastand. Ved de af sin Modstander fremhævede Kjendsgjerninger blev han nemlig beveget til at gaa denne imøde paa Halvveien, idet han indrømmede, at de hidtil trufne Foranstaltninger til at bibringe Finnerne christelig Oplysning og den ved dem angivne Retning kun skulde tjene som en Forberedelse til deres Opdragelse til Nordmænd. Denne Betræbelse for ved en Koncession at komme til Enighed med Modstanderen maatte nødvendig mislykkes og tvertimod tjene til at bestyrke denne i hans Overbevisning. Denne Indrømmelse, hvori jeg ikke kan se andet end en vis Lyst til Fred fremavlet Svaghed, maa saaledes Stockfleth tage tilbage. Ved at gjøre dette og derhos gaa videre i samme Retning, som hidtil, vil han lettest komme til Enighed med en saa dygtig og sandhedskjærlig Modstander.
De af Aars fremhævede Kjendsgjerninger stadfæstede den Sandhed, at man, naar et Folk i Henseende til sin Aandsudvikling, Aandsretning, Begrebssfære og hele Liv er til en vis Grad isoleret, maa være opdragen i dette Folks Midte for fuldstændigen at kunde tilegne sig dets Sprog, - de vise, at dette ikke kan lykkes nogen Fremmed, om han end besjæles af en Stockfleths opofrende Iver, om han end understøttes af en Stockfleths Talenter og Kundskaber. Men heraf følger ikke, at der gives noget Sprog, der ikke kan uddannes til Brugbarhed for Kirke og Skole, men kun, at man i Folkets Midte maa søge de Mænd, det skulde fuldende Verket. Skulde altsaa Finnerne igjennem sit Modersmaal blive deelagtige i christelig Oplysning, slig deres Sprog uddannes til Kirke- og Skolesprog; saa maa Individerne af dette Folks Midte opdrages til Videnskabsmænd. Dette er, hvad der tiltrænges Slutsteen, paa den Bygning, hvorpaa Stockfleth saa troligen har arbeidet i en lang Aarrække. Jeg skal antydningsvis fremsette mine Anskuelser betræffende Maaden, hvorpaa dette bør ske.
Naar jeg siger, at individer af Finnefolkets Midte bør opdrages til Videnskabsmænd, saa forstaar jeg det her ved Opdragelse til Videnskabsmænd den selvsamme klassiske og videnskabelige Dannelse, hvis Bibringelse er de lærde Skolers og Universiteters Formaal. At lade for det her omhandlede Tilfælde Modifikationer i denne Dannelse indtræde, anser jeg af flere Grunde for utillateligt; men, da jeg indseer, i hvilket Øiemed deslige Modifikationer maatte kunne bnringes i Forslag, saa finne jeg det ufornødent, har at begrunde denne min Overbevisning. Fremdeles indtager jeg, at denne Dannelse bør gives de finske Diciple i en lærd Skole og navnligen - for at de kunne have bedre Anledning til at vedligeholde sin Færdighed i Brugen af Modersmaalet - i den lærde Skole i Tromsø, i hvilken Skole nu, da den har erholdt en Filolog til Bestyrer, som beliggende i en af Rigets Stiftssstæder og den eneste i Stiftet, synes at burde hæves fra Middelskole til en fuldstændig lærd Skole. Den forberedende Dannelse, der utfordres til Optagelse i den lærde Skole, antager jeg at burde bibringes disse Diciple i en Klasse med eetaarigt Kursus, som i dette øiemed maatte oprættes og hensigtsmessigen maatte kunne sættes i Forbindelse med Skolelærerseminariet i Tromsø. I denne Forberedelsesskole burde optages et antal Diciple. dobbelt saa stort som det, man agtede at indsætte i den lærde Skole; man ville da hertil kunne udvælge dem, der røbede de bedste Anlæg, imedens de øvrige kunde ved Seminariet dannes til Almueskolelærere. Til Optagelse i denne Forberedelsesskole burde fordres en Alder af 16 til 18 Aar, for at ikke Modersmaalet skulde glemmes, og at udvælge Individer, hos hvilke man kunde formode Anlæg til Studeringer, maatte blive vedkommende Præsters Sag.
Noget permanent Skolekursus for Finner vilde neppe være hensigtsmæssigt. Bedre vilde der i flere Henseender være at antage et større Antal paa een Gang. Antog man saaledes i næstkommende Sommer et Antal af 10 Diciple, saa vilde Udgifterne i indeværende Budgettermin blive:
| 1ste Aar Løn for en midlertid Lærer i forberedelsesklassen | 200 |
| For 10 Diciples Ophold i Tromsø (Kost, Klæder og Bøger iberegnet) a 120 Spd | 1200 |
| --------------------------- | 1400 |
| 2det Aar for 5 Diciple i Skolen og 5 i Seminaret | 1200 |
| 3dje Aar likeledes | 1200 |
Da efter denne Tids Forløb de 5 Seminarister vilde have fuldendt sit Kursus, saa vilde Udgifterne i de følgende 6 Aar gaa ned til 600 Spd. aarlig, og efter Udløbet af disse under de finste Studenters Ophold ved Universitetet udfordres 180 Spd. aarlig for hver, tilsammen 900 Spd. aarlig. Det bemerkes, at Intet er beregnet for Underviisningen i Skolen og Seminariet, da Underviisningen i det sidste altid gives frit, og fri Skolegang for disse Diciple i den lærde Skole kan haves uden forøget Udgift for det Offentlige.
[1] Jeg har ikke den omhandlede Skriveriet ved Haanden og kan saaledes ikke gaa ind paa dens Enkeltheder.
Samisk skolehistorie 4