Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.

Konrad Nielsen

Lappiske klagemaal

Konrad Nielsen på språkforsking i Finnmark. Her gjør han notater på Polmak-dialekten, med Ellen Olsen som informant. (Foto: Norsk folkemuseum)

Konrad Hartvig Isak Rosenvinge Nielsen (1875-1953) var oppvokst i Sømna på Helgeland og i Bodø. Han studerte først teologi, seinere kvensk/finsk og samisk. Han lærte seg også ungarsk og tyrkisk. I 1899 blei han dosent i lappisk og kvensk ved universitetet i Kristiania. I 1903 tok han doktorgraden ved Universitetet i Helsinki, på avhandlingen Die Quantitätsverhältnisse im Polmaklappischen. 1911-46 var Nielsen professor i finsk-ugriske språk ved Universitetet i Kristiania. Konrad Nielsens hovedverk var Lærebok i lappisk og Lappisk ordbok. Han oversatte også kirkelig materiale til samisk og finsk, og skreiv ei rekke vitenskapelige artikler. Nielsen var med i den norsk-svenske reinbeitekommisjonen og blei ofte konsultert av myndighetene i samiske spørsmål. Det virker som Konrad Nielsen i liten grad deltok i den offentlige diskusjonen om samiske spørsmål, men i dette innlegget tar han klart avstand fra den daværende fornorskingspolitikken. Vi har funnet dette i Skolebladet 11-1907. Her er vist til en lengre artikkel i Verdens Gang, som vi dessverre ennå ikke har funnet.

Dr. Konrad Nielsen har i „Verdens Gang“ skrevet en artikel om skolen i Finmarken, hvoraf vi hidsætter enkelte afsnit:

I løbet af de sidste hundrede aar har ikke mindre end fire forskjellige systemer afløst hver­andre i den norske skolepolitik — om jeg faar kalde det saa — ligeoverfor lapperne.

Det begyndte med rationalismens letkjøbte oplysningskultus. Lapperne kunde ikke blive oplyste nok ved at være henviste til sit eget primitive sprog. De skulde faa sin undervisning paa landets almindelige kultursprog.

Det blev forholdsvis let sag for Stockfleth at foranledige et nyt systemskifte. "Lappisk for lapperne“, det blev, om ikke slagordet, saa ialfald det ledende princip under den Stockfleth’ske periode. Der indførtes lærebøger med bare lap­pisk tekst.

Efter den Stockfieth’ske periode fulgte en, som jeg vil kalde den Friis-Killengreenske. Skole­direktør Killengreens navn peger fremover mod den udprægede "fornorskning“-periode, som vi nu er oppe i.

. Karakteristisk for denne periode er lærebøgerne med dobbelt tekst, norsk og lappisk side om side. Saadanne lærebøger var vistnok blevet benyttet ogsaa tidligere. Men det var først nu, at der blev system i tingen.

Disse bøger med dobbelt tekst er mere og mere kommet i miskredit hos de sidste aars ivrige fornorskningsvenner. Den ene af Finmarkens repræsentanter i forrige tingperiode udtalte i stor­tinget, at man burde afskaffe alle lærebøger med dobbelt tekst, — i steden bare norsk!

Kravet paa at faa afskaffet lærebøgerne med dobbelt tekst er en videre konsekvens af det mere udprægede "fornorsknings“-standpunkt, som karak­teriserer den sidste af de fire perioder. Denne periode begyndte i 1890-aarene. Den instruks, som kirkedepartementet, hvis chef dengang var statsraad Wexelsen, udstedte i 1898, indskjærper endnu sterkere end instruksen af 1880, at lappisk (ligesom kvænsk) som hjælpesprog ikke maa bruges - i videre udstrækning end forholdene gjør uomgjængelig fornødent. Al undervisning foregaar paa norsk, undtagen i Karasjok og Kautokeino, hvor religionsundervisningen kan meddeles paa lappisk. Instruksen forbyder ikke brugen af lære­bøger mod dobbelt sprogtekst i skoler, hvor ogsaa religionsundervisningen skal foregaa paa norsk. Men læreren skal "stadig holde børnene til at bruge den norske tekst og først da, naar denne er uforstaaelig for dem, ty til den lappiske eller kvænske“. Sin kundskab i norsk skal børnene væsentlig faa gjennem anskuelsesundervisning.

Skulde det ikke snart være paa tide, at man søgte at blive klar over det spørsmaal, hvad lapperne har billigt krav paa her i landet, saa længe de selv ønsker at holde fast paa sit sprog og i det hele eksistere som lapper? Og videre: hvad vi kan og vil opstille som ufravigelige krav til lapperne, til gjengjæld for, at de nyder de fulde statsborgerlige rettigheder? Talen om, at lapperne bør kunne kræve en vis hensyntagen til deres nationalitet, kan ikke afvises med overlegenhed: af den samlede lappiske befolkning har jo vi de to trediedele indenfor vore grænser.

At misnøien nu virkelig er almindelig blandt Finmarkens lapper og tildels lapperne i Tromsø amt, og at den er i stigende, det tør jeg med bestemthed sige efter det indtryk, jeg har faaet paa mine reiser.

Misnøien skyldes den agitation, som er drevet i de to lappiske aviser, særlig den ene af dem, — siges der. Men jeg tør forsikre, at der var ad­skillig mianøie, før denne agitation blev sat igang. Og naar agitationen har havt slig fremgang, saa kan vel ikke det forklares paa anden maade, end at der har været en særdeles gunstig jordbund for agitation.

I denne forbindelse kan nævnes, at det første tilløb til lappisk partidannelse i Finmarken var ved kommunevalget i Næsseby i 1901, og for­anledningen var, at folkeskolens overtilsyn havde negtet at godkjende skolestyrets ansættelse af en lappiskfødt lærer, som havde søgt sig overflyttet til ein hjembygd. Skolestyrets afgjørelse blev ikke omgjort, og læreren sidder nu paa stortinget som representant for Østfinmarken, valgt af lapperne og socialisterne i forening. Grunden til lappernes almindelige uvilje mod denne nye retning er den, at lapperne i skolens "fornorskningsarbeide“ ser bevidste bestræbelser for at udrydde det lappiske sprog.

Det hjælper lidet, at det forsikres fra overtilsynets side, at dette ikke er meningen. Lap­perne har det bestemte indtryk, at bestræbelserne for at blive kvit det lappiske sprog i skolen i virkeligheden ogsaa tager sigte paa at blive det helt kvit paa alle omraader, — faa sproget udryddet. Om det skulde blive resultatet af "fornorsk­ningen“, at det lappiske sprog kom til at dø ud ber i landet, har man tænkt over, hvilke økono­miske følger det vilde faa for landet? Helt fornorskede fjeldlapper kan vel ingen for alvor tænke sig. Og hvad skal saa finmarksvidderne bruges til naar den sidste renflok er nedslagtet?

Hvad forlanger nu den lappiske opposition?

Representanten for Østfinmarken opstillede før valget et lappisk særprogram. Dets første post indeholder lappernes krav paa kirke- og skoleomraadet. For skolens vedkommende kræves: Lærebøger i kristendomskundskab skal som hidtil udgives med norske og finske (det vil sige lap­piske) tekster“. — Som man ser ikke noget særlig radikalt forlangende, Men skal der være nogen mening i at beholde disse lærebøger, saa maa lapperne faa lærere, som kan — og faar lov til at lære lappebørnene at læse ogsaa den lappiske tekst. Dette ser det nu smaat ud med, siden fripladsene ved Tromsø lærerskole blev ophævede, og dermed undervisningen i lappisk ved lærerskolen afskaffet. Dette skede paa forslag af ved­kommende skoledirektør, uden at man spurte lærerskolen om dens mening. Det har allerede vist sig mere end vanskeligt at faa lappiskkyndige lærerkræfter til de to skoler, hvor religions­undervisningen endnu kan, og ifølge skolestyrebeslutning skal, meddeles paa lappisk.

I distrikter, hvor skolens undervisning nu foregaar bare paa norsk, kan man ofte høre lapper udtale, at de vil have religionsundervisningen helt og holdent paa lappisk, det andre kan det være det samme med, hvordan det bliver ordnet.

Til støtte for kravet paa lappisk religions­undervisning fremholder lapperne, at deres børn ikke har noget udbytte af en religionsundervisning paa norsk. Jeg husker fra en tidligere Finmarksreise, at en mand i Tanen fortalte om en lappegut, som havde faaet særlig ros for sine gode svar under en kirkeoverhøring paa norsk. Efterpaa havde saa manden spurt ham paa lappisk, hvad den Helligaand var. Nei, det havde han ingen forestilling om, det lappiske udtryk for Helligaanden havde gutten aldrig hørt. Saaledes kan en religionsundervisning, som drives bare paa norsk, komme til fuldstændig at mangle tilknyt­ning i barnets naturlige tanke- og følelsesliv, selv om undervisningens resultat tilsyneladende er svært bra.

Jeg har aldrig hørt en lap udtale sig imod, at børnene lærte norsk paa skolen. Vore lapper indser nu, hvor nødvendigt det er for dem at lære norsk. Derfor skulde tiden nu væro gunstig for en endelig formulering af de krav, som norsk skole og lappisk nationalitet har at stille til hinanden.

Fra skolesynspunkt gjælder det da at gjøre tilskamme den lappiske paastand, at lappebørnene i norsk skole hverken faar kristendomskundskab eller kundskab i norsk. Denne paastand fremsættes nu enkeltsteds meget høilydt. Andresteds igjen er lapperne ganske vel fornøiede med de resultater, som deres skole, takket være dygtige og afholdte lærere, kan opnaa, ogsaa under det nuværende system. Men selve systemet, den tendens de ser i det, huer dem ikke.

Flere artikler fra Samisk skolehistorie 4