Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.

Nicolai Horneman:

Lapper og kvæner

Sogneprest Nicolai Horneman (Foto: Norges Samemisjon)

Dette innlegget sto i Norsk Kirkeblad i 1918. Vi har skrevet ut noen forkortelser som hele ord, ellers ikke endra teksten. Nicolai Horneman var rundt 1890 sogneprest og skolestyreformann i Lebesby, og tok der til orde for at man ikkje skulle ta hensyn til foreldrenes krav om opplæring på samisk. Dette er omtalt i artikkelen Av en historieløs kommunes skolehistorie, Samisk skolehistorie 3. Seinere var han sogneprest i Stjørdal og Leksvik i Nord-Trøndelag.

Sogneprest P. Astrups artikel i Norsk Kirkeblad nr. 15, «Menneskerett for lap men ikke for kvæn», bør ikke staa uimotsagt. Fra­vær nordpaa og skriftlig konference med rektor Qvigstad, som er den sakkyndige paa dette omraade, gjør at denne artikel kommer først nu.

Først rektor Qvigstads bemerkninger til Astrups stykke.

«Jeg vet ikke om jeg skal graate eller le over saadan uvidenhet som Astrup lægger for dagen i sit opsæt. Han er et eksempel paa de personer som ikke er saa sjeldne, der uten kjendskap til hvad der tidligere er passert, bedøm­mer en sak ut fra sit ensidige kjendskap til enkelte egne. Astrup har været i Kistrand og er nu i Lyngen. Jeg er kjendt begge steder og kan ikke underskrive hans uttalelser om sjølappene som et dødsdømt folk. De vil naturligvis i tidens løp gaa op i nordmændene, men hermed har det lange utsigter. Tar jeg for mig siste beretning om sundhetstilstanden i Norge (i 1914) (Kristiania 1917) finder jeg for Lyngens distrikt: Veneriske sygdomme utenfor syke­hus 3. Dødfødte barn 6, levende fødte 216, og for Kistrands do.: Veneriske sygdomme 6, dødfødte barn 4, levende fødte 68. Hvad veneriske sygdomme angaar, synes statistiken at vise, at det er likesaa galt, ja værre blandt nordmændene.

Jeg skjønner ikke hvorledes Astrup kan tale om «det gamle system». Det offentlige har altid, siden man begyndte at skaffe kvænene lærere og prester som kunde kvænsk (henh.v. 1870 og 1860), indtat samme stilling til lapper og kvæner. Da Tromsø stiftsdirektion i 1888 avga sin erklæ­ring om forslaget til ny skolelov for folkeskolen paa landet, fraraadet den bestemt at gjøre forskjel paa lapper og kvæner (se Oth. prp. nr. 20 for 1888, s. 119 f.) Biskop Skaar tilføiet: Undertegnede biskop kan ikke tiltræ hvad der er ytret angaaende undervisningssproget i de væsentlig finske distrikter, men maa henholde sig til hvad han har uttalt i sine innberetninger av 15/2 1887 og 4/2 1888. Han under­skriver forøvrig biskop Kjerschows vegtige ord om denne sak: «Det middel (at man paatvinger Finmarkens beboere, som ikke tale norsk, dette sprog) synes mig altfor haardt og ikke anbefalelsesværdig. thi hvad vilde vi selv dømme, dersom andre vilde paatvinge os et andet sprog end det norske? Og hvorledes § 74 end formes, bør man have den hovedsag for øie,- at finnebørnene kunne faa tilegne sig kristendommens sandhet ved hjælp af sit modersmaal. De stakkers børn udsættes ellers for at tage skade paa sin sjæl». Skaar interesserte sig væsentlig for lappene og fandt at de som landets gamle beboere hadde en større rett og fortjente mere hensyn end kvænene. De trængte ogsaa mere hjælp. Finnemissionens opgave var at bringe lappene den hele Bibel, religiøse skrifter paa morsmaalet og forkyndelse ved emissærer. Kvænene hadde jo Bibelen, nok av religiøs literatur paa sit morsmaal og rikelig forkyndelse ved sine læstadianske prædikanter. At sende ikke læstadianske emissærer til dem vilde være unyttig. Finnemissionens humanitære virksomhet begyndte først længe efter Skaars tid.

Hvad Astrup skriver om sjølappenes oprindelse og ælde i Norge, er noget tøv. Jeg vet ikke hvad han mener med «godsenes» distrikter eller «El og Horg», som er mig ubekjendte personer. Om lappene i Norge lindes fuldstændige oplysninger i Hellands Finmarken II og i min «Histo­risk Oversigt over Oplysningsarbeidet blandt Finnerne i Finmarken». Lappene er urgamle i Finmarken og har maaske bodd der allerede før Kristi fødsel. Hvad barne­hjem og pleiehjem angaar, er nøden langt større blandt lappene end blandt kvænene. Disse sidste bor mest samlet paa enkelte steder, lappene spredt inde i avhullene». Saa-langt Qvigstad.

Spr. Astrup er født 1887. Han var altsaa 1 — et — aar gammel, da biskop Skaar den 28/2 1888 stiftet Norsk finnemission. Astrup var 2 aar sogneprest i Kistrand 1912—14.

Det synes da noksaa freidig av ham at fælde dom over biskop Skaars arbeide for lapper og kvæner. I de aar jeg var prest i Finmarken, 1890—1897, hørte jeg aldrig at biskop Skaar eller biskop Bøckman eller skoledirektør Killengreen vilde berøve kvænene nogen rett de for hadde i likhet med lappene. Skoleinstruksen av 12/10 80 som likestiller lapp og kvæn, gjaldt uforandret til 18/4 98 da departementets skole-instruks kom, og den er likelydende med instruksen av 1880.

Naar sogneprest Beronka i Norsk Kirkeblad nr. 19 sier at han ikke har lov til at præke paa kvænsk, uagtet der er 7—800 kvænsktalende kvæn-lapper i hans prestegjeld, og spør om hvad mening der er i slikt, saa er det visstnok en misforslaaelse fra hans side. Det er vel særlig av praktiske grunde at kun lappisk skal benyttes i kirken. Man maatte jo ellers ha 2 tolker, og presten maatte kunne begge sprog. Nu kan Beronka begge sprog, og jeg er sikker paa at hverken Tromsø biskop eller kirkestatsraaden vilde forby ham at benytte det kvænske sprog ved enkelte gudstjenester. Baade for bisp og statsraad maa det jo være hovedsaken at de som hører den norske kirke til, faar kirkens høieste goder. Guds ords forkyndelse og sakramenternes forvaltning, paa det sprog som kirkens lemmer best forstaar.

Spr. Astrups omtale av de fraværende fjeldfinner (sjø-finnene), deres fattigdom, sykdom, store antal dødfødte og barnedødsfald er litet prestelig og kristelig. Skal ikke vi prester, vi kristne først og fremst, ta os av de mindste. de fattigste, de syke, dem som mest trænger hjælp og kristelig barmhjertighet. Hvem skulde ellers gjøre det? Gaar vi ikke da netop i vor store mesters fotspor?

Selv om det er saa som Astrup sier, at finnene er viet undergangen som folk, saa er det dog grusomt at ta deres eneste livstegn som et eget folk, deres sprog, fra dem. Vi har intet imot fornorskningsarbeidet. Vi ønsker det al mulig fremgang baade blandt lapper og kvæner; men saalænge de selv vil ha og bruke sit eget morsmaal, vil vi bringe dem det beste vi kan gi dem, Guds ord, paa deres eget tungemaal. Naar vi optar barn eller gamle og syke paa vore barnehjem og gamlehjem, saa er vi ikke og kan ikke være saa nøie paa at overholde den regel, at det kun er lapper som faar plass. De vil nok finde mange paa hjemmene av blandet herkomst, ja mange som har mere kvænsk end lappisk blod i sine aarer.

N. Horneman.

Samisk skolehistorie 4