Sámegillii
Artikkel i boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
 Vi har ikke funnet noe bilde av Martinus Nissen Drejer, men derimot gata som er oppkalt etter han i Tromsø.
Fredrik Waldemar Hvoslef
|
Fra starten var utdanning av samiske lærere sentralt for seminaret på Trondenes og seinere i Tromsø. Men etter at fornorskingsforkjemperne i 1851 hadde fått flertall i Stortinget for å starte fornorskinga av samene, ønska de å legge om lærerutdanninga til å tjene fornorskinga. |
I Skrivelse af 7. Januar 1853 til det Kongelige Kirke-Departement for mig som Deltager i de Forhandlinger her i Byen som gik forud for den Kongelige Resolution af 25. Januar siste, ytrede jeg blandt Andet den Formening, med Hensyn til de Midler, hvorved Finnernes Fornorskelse skulle bevirkes, at det vilde være godt om Fornorskelsen gjordes til Gjenstand for særlig Undersøgelse af Prost og Biskop paa de vanlige Visitatser, og at Indberetning skulde udgives angaaende denne Sags Framgang og angaaende de Midler, hvoraf der gjordes Brug, og som burde befølges.
Hvorvidt dette Forslag blev bifaldt, eller hvorvidt dets Tanke nogetsteds udføres, er mig ubekjendt. Kun ved jeg, at jeg ikke nogensinde har erfaret, at nogen Indberetning om dette Forhold har været offentliggjort. Jeg er dog fremdeles af den Mening at det paatænkte fortjente at sættes i Verk, og det er en Følge af denne Anskuelse at jeg tillader mig den Frihed at sende Dem efterfølgende Bemærkninger vedkommende denne Sag, nævnligen dens Stilling i et Par af de største Sogn og, i denne Henseende saakaldte Overgangsdistrikter.
I Skjervø Sogn hvor saaledes 2de Skolelærere, som ere finske af Fødsel, og som har stillet sig i Spidsen for en Bevægelse blandt Finnerne, der gaar ud paa, at de ene og alene skulle betjend sig af deres eget Sprog, og ikke paa nogen Maade søge at tilegne sig det Norske. Disse 2de Lærere eller idetmindste den ene af dem, hvis Skoledistrikt er i Kvænangen[1], har i flere Aar virket i disse 2de Retninger, og man vil allerede have Sporet Virkninger derhen, at Finnerne i Kvænangen mindre end forhen forstaa norsk. I Lyngen, næmlig i Kaafjorden, hvis Beboere, paa Undtagelsen nær, ere Finner, og hvor de Nordmænd, der bo iblandt dem, ligesaagjerne tale finsk som norsk, er det bleven en Skam at kunde tale norsk. Idetmindste er det Tilfældet at den Ungdom der søger at tilegne sig det norske Sprog og at bruge det, spottes af sine Jenvaldrende. - Det er mig ikke bekjendt, at disse Skolelærere have oprettet nogen Forening eller søgt at indtage Fællestrævende under en saadan. Men en Forening, indrettet for dette Formaal og forat lade Virksomheden i denne Retning, kan formentlig uden stor Vanskelighed faaes istandbragt.
For Finnernes Fornorskelse maa disse Omstendigheder, at det norske Sprog foragtes og at Skolelærerne, som ere Statens Bestillingsmænd søge at hindre Finnerne fra at tilegne sig det norske Sprog, i høi Grad gjøre Krav paa Opmerksomhed, ikke blot for deres Side, der ønske Enheden i Sprog som et Gode i og for sig, men ogsaa fra deres, som ere af den Formening, at det Bedste Finnerne kunde gjøre er, snarest muligt at tilegne sig det norske Sprog.
Med Hensyn til Skolelærerne maa man derfor atter optage det allerede i Misjonstiden omtvistede Spørsmaal, om det er Skolelærere af norsk Fødsel, men som have lært det finske Sprog, eller Skolelærere af finsk Fødsel, der have tilegnet sig det norske Sprog, til hvilke Finnernes Undervisning bør betroes i de Præstegjæld nemlig, der benævnes Overgangsdistrikter, og hvor Finnernes Sprog allerede er sterkt paavirket af det norske, og hvor det finske Sprog paa Grund af Finnernes Forhold til den sammenboende Normand er sin Undergang nær. Det, hvorpaa Spørsmålets Afgjørelse afhænger, er formentlig den Sikkerhed, som man vil faa for at det norske Sprog ikke bliver gjort til en Gjenstand, som det paalagdes Finnerne at foragte, eller som det forbydes dem at benytte. Med Hensyn til enkelt Mand kan maaske ligesaavel befrygte at en norskfødt Skolelærer kunde falde paa at forbyde det norske Sprog som man kan gjøre sig Haab om, at en finskfødt Skolelærer, naar han ere gjennemtrængt af Gavnligheden for Finnerne i at tilegne sig det norske Sprog, vil kunde arbeide med større Kraft og Framgang paa grund af Landsmandskabet. Men saaledes naar Skolelærernes Nationalitet i og for sig ikke lader til noget bestemt Udfald i ethvert enkelt Tilfælde, maa man betragte Sagen i sin Almindelighed og da kan der formentlig ikke være Tvivl om, at Skolelærerens Egenskab at være norskfødt giver en større Sikkerhed framfor den finskfødte Skolelærer.
Det bør formentlig derfor opstilles som en ubetinget Regel at, kun norskfødte Skolelærere eller kun Folk, der ere norskfødte og som ere det finske Sprog mektige, beskikkes som Skolelærere blandt Finnerne i Overgangsdistriktene.
Imod en saadan Bestemmelse kan det ikke med Grund indvendes at den norskfødte Skolelærer aldrig vil kunde foredrage Religionen med den Dygtighed som den Finskfødte. Denne Indvending som henter sin Styrke fra den Omstendighed, at den finskfødte Skolelærer mere end den Norskfødte har det finske Sprog i sin Magt, taber en vesentlig Del, af sin Vegt og Betydning paa grund af det finske Sprogs Udviklingstrin for Tiden. I Udviklingen af Begreberne vil Folkets Mangel paa dem og som Følge deraf Sprogets mangel paa Udtryk eller Ord for dem være selv den finskfødte Skolelærer til Hinder for en fuldstendig gjennomført Brug af det finske Sprog, uden at laane Begreberne og deres betegnelse fra et andet Sprog. Som Følge deraf vil Forskjellen mellom den norskfødte og finskfødte Lærers Bekvemhet være mindre end man under det finske Sprogs større Udvikling kunde have været berettiget til at paastaa. Forskjellen opveies formentlig aldeles til Fordel for den norskfødte Lærer paa grund af at Begreberne ses som ville være udviklede til en større Klarhed end hos den Finskfødte.
Hvad der er anført om det finske Sprogs Udvikling er sagt af Andre. Det gjelder selvfølgelig Sprogets virkelige naaværende Udviklingstrind og ikke dets Evne til at kunde udvikles eller dets Tilstand paa et større Udviklingstrind. I det jeg bemærker dette maa jeg ogsaa tilføie at Stockfledts Forherligelse af Sprogets Tilstand i hans Bidrag til Kundskab om Finnerne i Norge p. 416 og 417 ikke er mig ubekjendt.
Men om nødvendigheden af, ikke at beskikke andre end Norskfødte til Skolelærere skulde være mere tvivlsom end den er efter de Erfaringer, som haves, saa gaar det formentlig ikke paa nogen Maade an efter denne Dag at lade finskfødte Seminarister nyde godt af Stortingets Bevilling af 1000 Spd. til Finnernes Fornorskelse. Det maa forhaabentlig kunde forlanges, at denne Bevilling skal anvendes efter sin Bestemmelse og ikke som et Middel eller som en Hjælp til Finnernes Oplysning i Almindelighed. Efter hvad der er oplyst maa det antages at det er saa langt fra, at finskfødte lærere fornorsker Finnerne, at man gjør dem, om muligt, endnu mere finske end de før vare. Men da, som hvad fremkaldte denne Bevilling eller dette Bidrag, ville selvfølgelig heller undvære det, fremfor at se det anvendt paa en Maade, som fremmer netop det, som de ønskede at hindre. - Det bedes bemerket, at det alene er Overgangsdistrikterne og ikke de at en ublandet finsk Befolkning bebodde Distrikter, hvorom Talen fremdeles er.
Naar man, og især i disse Dage, omhandler Finnernes Fornorskelse, henviser man til den Stilling som det norske Folks Skrift eller Kultursprog indtager til det i Landsbygderne brugelige Talesprog. Om disse Sprog er der nu for fuldt Maann og med fuld Bevisthed om dens Betydning paabegyndt en Strid, der med Føid (?) er betegnet som en Borgerkrig om Sproget, og som neppe vil endes uden med dets Død og Undergang. Denne strid har for Nordmænderne indbyrdes den samme Betydning som Kampen mellom det norske og finske Sprog har for Finnerne. I begge Stridsemner er det Tilfældet, ikke blot at de samme Bevismidler benyttes, men vort Kultursprog fører sin Sag med samme Ligegyldighed baade mod Finsken og mot Talesproget i Bygderne, medens Kampen for Finsken og Bygdespraaget føres med en Forhaabningsfuldhed, Ihærdighed og Klogskab, der ikke spaar noget godt Udfald for Kultursproget om det forbliver i Uvirksomhed fordi det for Øieblikket er det, som er det Stærkeste. - Denne Sammenligning anstilles her til Overveielse - baade af Finnerne og af Modstanderne af det norske Sprogs Udbredelse blandt dem. Disse Siste indtage nemlig med Hensyn til denne Kamp mellom vort Kultursprog paa den ene og Landsbygdernes Talesprog samt det finske Sprog paa den anden Side, en ganske modsat Stilling. I Forholdet til det finske Sprog optræde de som Forsvarere af dette, men ligesom for deres egne Landsmænd stille da sig i Række med Udbredelsen af Bygdernes Talesprog som almindeligt kultursprog. Man maatte dog have antat, at deres Stilling i Striden var bleven en anden og det er ikke heller usandsynligt, at der vil foregaa et Omvalg med Hensyn til det Maal, hvortil der skal arbeides, saaledes at Kultursproget overtages med større Kraft og Iver at bebringe Finnerne det norske Sprog og at de, der vilde fortrænge vort nuværende Kultursprog og have Bygdernes Talesprog op til vort fælles almindelige Kultursprog ville blive Modstanden af Bestræbelsene for det norske Sprogs Udbredelse blandt Finnerne.
Jeg skal ikke tillade mig at opholde Dem længere og alene tilføie det Ønske, at det, som ovenfor er anført, maatte bevæge Dem til at udvirke, at Statskassens Bidrag til Finnernes Fornorskelse ikke kommer nogen finskfødt Seminarist tilgode, og at Præstene i Overgangsdistrikterne blive underrettede om, at en saadan bestemmelse er tagen.
Senjens og Tromsø Fogderi 30. Desember 1858.
Drejer
Denne Tvivl bragte mig til at undersøge i Seminariets Forhandlingsprotocol, hvordan det før havde havt sig hermed. Der fandtes da den Anmærkning i Dimissionsattesterne for alle de Finner, som før min Tid havde været her i Henhold til nævnte Resolution, at Brugen af det norske Sprog voldte dem som fødte Finner endnu Besværlighed ved Undervisningen. Herved fik min Tvivl endnu mere Bestyrkelse, og jo mere jeg tenker over Sagen, desto klarere forekommer det mig, at man blot ved at besætte de 8 herhen hørende Pladse med Norskfødte faaer den ønskelige Betryggelse for at det tilsigtede særegne Øiemed med Resolutionen oppnaaes. Det kan nemlig neppe betvivles, at den Fin, der kun med Besværlighed kan undervise paa Norsk, griber hyppigere til sit Modersmaal, end det godt kan bestaae med den Hensigt, i hvilken det Offentlige har holdt ham frit paa Seminariet. For Præsterne at holde den nødvendige Control for at modvirke en saadan Tilbøielighed og paase Benyttelsen af Norsken maa ansees for umuligt. Sikkerheden maa søges hos Skolelæreren selv, i den Lethed, som han har ved at benytte Sproget og den deraf følgende Tilbøielighed til at bruge det.
Nu er det vel saa, at den Norskfødte, naar han ikke fra Barndommen af har levet blandt Finner, har ligesaa vanskeligt for at tilegne sig det finske Sprog i den Grad, at han med Lethed kan benytte det som Undervisningssprog, som den Finskfødte har for at tilegne sig det Norske saaledes, men der behøves heller ikke for Øiemedet en saadan Kundskab i det finske Sprog.
Det hedder i Forhandlingerne, der gik forud for nævnte Resolution, paa det Sted, hvor Hovedtrækkerne af Instruxen for saadanne Lærere angives: "Medens det paa Grund af den indskrænkede Skoletid ei kan blive Tale om nogen egentlig Sprogunderviisning, bør Maalet søges naaet paa indirecte Maade, saaledes at Underviisningen i det Hele, hvor Børnene ikke ere saa ubekjendte med det norske Sprog, at dettes Brug er utilraadelig, hovedsagelig ledes paa Norsk, og det finske Sprog af Læreren kun benyttes, hvor han ei ved Omskrivning og ved at lempe sig efter Børnenes Talemaade gjennem det norske kan udvikle Lærdommerne tilstrækkelig for at gjøre dem fattelige for Børnene, at disse, forsaavidt de ere Religionslærdomme, indeholde Barnets Tro til Salighed, maa aldrig forglemmes, og Læreren bør derfor, hvor det fornødiges, tage finsk Catechismus og Forklaring til Hjælp ved Siden af den norske, medens den øvrige Underviisning, saavidt skee kan, foregaar paa Norsk." (Jf. S. No. 30 pag. 112)
Efter dette vil det være tilstrækkeligt for Læreren at kunne saa meget Finsk, at han kan oversætte for Børnene norske Udtrykk og Talemaader, som de ikke forstaae, og overhodet at kunne benytte sig af Finsken leilighedsvis og i mindre Omfang, og saa Meget kan selv den, der ikke har hørt Finsk før sin Ankomst til Seminariet, lære, naar han ikke har altfor daarlig Fatteevne, medens det visstnok vilde være umuligt for en Saadan at benytte sig af Sproget med Lethed som Talesprog allerede ved Udgangen af Seminariet, hvortil det vilde utfordres langt flere Timers Underviisning i Finsk, end det paa nogen Maade kunde bestaae med Seminariets øvrige Formaal.
Man troer derfor at have truffet den rette Middelvei, naar man ikke tilstaaer Finsken mere end 7 høist 8 Timer ugentlig i begge Classer tilsammen, hvilket er 2 á 3 Timer mindre om Ugen, end der engang anvendtes til dette Sprog. At der kan være mange Roder i Overgangsdistrikterne, hvor Underviisningen maa foregaa paa Finsk, og altsaa større Ferdighed i Sproget er nødvendig, enn den, en Nordskfødt, der ikke før kunde Finsk, kan have erhvervet ved Udgangen af Seminariet, er vel saa, men dette beviser kun, at det vilde være bedst, om man kunde faae saadanne Elever, der med lige Lethed talte begge Sprog ved deres Dimission. Naar imidlertid dette ikke vil lykkes uden maaske en enkelt Gang i Løbet af flere Aar, saa synes Øiemedet at tilsige, at man foretrækker Saadanne, der ere dygtige i Norsk fremfor i Finsk.
Det er langtfra ikke min Mening herved at arbeide paa at faae Finner udelukkede fra Seminariet, men kun fra i Almindelighed at komme ind i Henhold til omhandlede Resolution. Det skulde da være, at de vare det norske Sprog fuldkomment mægtige ved Optagelsen, eller at der var Mangel paa dygtige norske Aspiranter. Det vilde staae Finnerne lige frit at komme ind paae andre Vilkaar saa Finnedistrikterne baade i strengere og mindre streng Forstand ikke behøvede at savne Seminarister / dannede Finner til Lærere. Kun derfra, hvor det med de forhaandeværende Midler kan nytte at arbeide paa Norskens Fremgang, vilde Finner være udelukkede.
At bevirke noget Saadant synes ogsaa paatrengende nødvendigt efter de Oplysninger som Fogden i Senjen og Tromsø, Drejer, har meddelt i sin Skrivelse af 30te December forrige Aar til Undertegnede, hvilket jeg tillater mig at vedlægge. Efter denne agiteres der i Skjervø af finske Skolelærere mod det norske Sprog, og i Kaafjord i Lyngen siges ogsaa Stemningen at være mod Norsk. Af personlig Erfaring kan jeg ikke erklære mig om dette anderledes, end at det forekom mig under en Reise i Sommeren 1857, hvorpaa jeg kom til at besøge Badderen i Kvænangen, at Retningen blant Finnerne, i alfald for en Deel, var saadan som angivet, medens jeg i Lyngen har havt Anledning til at bemærke det Samme, skjønt man rigtignok bad mig meget at holde en finsk Gudstjeneste der, da jeg forrettede der forrige Aar.
Kunde man nu faae det fulde Antal norskfødte Aspiranter fra Finnedistricterne selv, saa vilde dette være det bedste efterdi disse i Regelen have lært noget Finsk og er kjendte med Forholderne, men sa Erfaring viser, at man ikke tør stole herpaa, saa maatte man formeentlig tage de Norske hvorsomhelst fra, naar de kun have Evner og Lyst til at virke blant Finnerne. Og da vilde man neppe i Regelen komme til at savne Aspiranter paa grund af de gunstige Vilkaar under Opholdet ved Seminariet og den høiere Løn, naar de ansættes som Skolelærere. Kun da, naar det fulde Antal norskfødte Aspiranter ikke maatte haves til de 8 Pladse, kunde man for at faae saa mange Lærere som muligt dannede, optage ogsaa Finner, om de dertil maatte befindes duelige.
Da jeg nu i Resolutionen selv eller de Forhandlinger, der gik forud for den, ikke har fundet Noget, der kunde være i Veien for at faae afgjort dette uden store Vanskeligheder, idet der Hele synes overladt til Stiftsdirectionen, saa tillader jeg mig herved ærbødigst at foreslaae, at der herefter blot optages Norskfødte som Elever i Henhold til til Kgl. Res. af 25/1-53, undtagen i Tilfælde af, at det fulde antal duelige Norsk ikke søger om Optagelse paa nævnte Vilkaar, da man i saafald kunde tage Finner, naar de forresten maatte befindes duelige og i Besiddelse af nogenlunde Færdighed i det norske Sprog.
[1]
Flere artikler fra Samisk skolehistorie 4
[2]
