Sámegillii
Artikkel i boka Samisk skolehistorie 4. Davvi Girji 2010.
 Peter Vogelius Deinboll 1863
|
Peter Vogelius Deinboll (1783-1874) var oppvokst i København, men levde mesteparten av livet i Norge, dit han første gang kom som huslærer i 1802. Han tok teologisk eksamen ved Universitetet i Kristiania (Oslo) i 1815 og kom i 1816 til Vadsø som sogneprest. |
«Ogsaa i Finmarken have vi for nogle Aar tilbage helligholdt den store Jubelfest til Minde om Reformationen, men desværre hvor faa af dennes velgjørende Straaler have trengt frem til hine vore Polarlande!
Vore Brødre, Finnerne, udsprungne fra denne samme Stamme, men nedtrykte ved Klimatets Haardhed, et haardført, af Naturen godmodigt, med Næmme og Overlæg begavet Folk, uddraget for en Tid af Hedenskabets Mørke og ført frem til Evangeliets Lys, men atter forskudt, uden Lærere og Veiledere, overladt til den Indifferentisme, der uden Religionens velgørende Paavirkning i hine Egne letteligen tager Overhaand, — dette folk kunde naturligvis ikke fatte og føle det Betydningsfulde ved hin lysets Fest.
Desværre kunne de bebreide os, at Reformationen ikke er for dem, thi hos dem er Bibelen endnu en tillukket Bog, som de ikke kunne læse, fordi den er skrevet i et fremmed Tungemaal, som kun meget faa af dem forstaa. Deres Skoler ere yderst elendige og kunne ikke ophjælpes, saalænge Skolelærerne ere aldeles raa og udannede. Bømene opvokse i Ladhed og Vankundighed, uden at moralske Følelser vækkes og næres i deres Barndom. Den Smule Kristendom, der paatvinges dem i Skolerne og ved deres Konfirmation, skulle de lære paa Norsk, uden at forstaa Betydningen af det, de læse. Ei er det da at undres over, at disse vore ulykkelige Brødre endnu næsten staa paa det samme lave Trin af kultur, som deres hedenske Forfædre, og at den ene Generation fødes lig den anden.
Har derfor Staten i Anledning af Reformations-Jubilæet, der atter oprandt over vort Fædreland, fornyede og forsterkede Pligter, bør den sørge for, at det store Reformationsværk ogsaa kan udbredes til hine forladte Egne, der i en Række af Aar have været overladte til Vankundighed. At det norske Bibelselskab og flere for Guds Æres Udbredelse og Sjelenes Frelse nidkjære Mænd ville besørge Oversættelser af den hellige Skrift og andre opbyggelige Skolebøger trykte og uddelte iblandt Almuen, derom har jeg det gladeste Haab. At fremme Skolevæsenet i hint Mørkhedens Land, at danne og lønne dets Lærere saaledes, at ogsaa fra Skolelærere kan udgaa det længe forventede Lys, til Held for kommende Generationer, dette henhører mere umiddelbart under Statens faderlige Omsorg, da det overstiger et yderst forsømt og forarmet Folks Kræfter. De Fordringer, som dette Land, med Hensyn til dets aandelige Trang, har til Staten, ere derfor yderst trængende og billige; thi de støtte sig paa den Grundsætning: Hvad der trænger mest til Hjælp, bør først hjælpes, hvad der længst har undværet Hjælp, bør nyde denne i rigere Maal.
— Det første Middel til at ophjælpe det i hine Egne forfaldne Kirke- og Skolevæsen, er at forskaffe det duelige og retsindige Religions-lærere; det næste at oprette en saadan Anstalt, hvor Skolelærere kunne dannes. Det er bekjendt, hvor vigtigt og velgjørende for hine Egne Seminarium lapponicum var, ei alene medens den af sand apostolisk Aand besjelede v. Westen levede og virkede, men ogsaa siden i en Række af Aar, under Missionskollegiets kraftige Bestyrelse. Forbausende ere sandeligen de Fremskridt, som ved de ved dette Seminarium oplærte Missionærers og Skolelæreres utrættelige Anstrængelser bleve gjorte i Henseende til Kristendomskundskabs og Religiøsitets Udbredelse iblandt et hedensk Folk, som man hidtil havde anseet uskikket til at modtage høiere Ideer og derfor ikke værdiget Opmærksomhed.
Desværre er denne herlige Planteskole for kommende Lærere for omtrent 50 Aar siden aldeles nedlagt. Man etablerede det Princip, at Finnerne skulle lære Norsk, og kun norske Bøger udbrededes iblandt dem. Presterne skulde, uden at forstaa Finsk, oplære finske Skolelærere, og disse atter undervise Ungdommen, ikke i deres Modersmaal, men i et for dem fremmed Sprog. De sørgeligste Følger, almindelig Vankundighed og Religionens Forfald, have vist Urigtigheden af denne Fremgangsmaade og Umuligheden af at fortrænge et Sprog, som er indsuget med Modersmælken, et Sprog, der har været Forfædrene helligt, og som selv Finner ei lade sig berøve. Antages endog, at en Stat kan undvære Seminarier, naar den har gavnelystne og virksomme Prester, og at seminaristisk oplærte Skolelærere ikke altid ere de bedste, saa kan dette dog ikke anvendes paa Finmarken, hvor Presterne i Almindelighed ikke forstaa Finsk, og hvor idelige Reiser i deres vidtløftige Embedsdistrikter ikke levne dem tilstrekkelig Tid til at befatte sig med Skolelærernes Dannelse. Dette gjælder ogsaa for en stor Del om Nordlandene, hvor desuden en Mængde Finner opholde sig. Vigtigt og uundvæligt for hine Egne vil derfor altid et Skolelærer-Seminarium være, om endog samme muligens kunde undværes i de sydligere Dele af Norge. Det er ikke herved min Hensigt at levere nogen Plan i Henseende til et saadant Seminariums indre Organisation, thi jeg føler tilfulde, at Statens Kræfter ere for ringe til for nærværende Tid at iværksætte en saadan Indretning; det er blot min Hensigt at indlede denne vigtige Gjenstand, idet jeg ønsker, at nærvarende Storthing vil anvise et lnkrementfond, der med Tiden vil kunne afgive det Fornødne til Oprettelsen af Skolelærer Seminarium for Nordland og Finmarken. Er Grundvolden lagt til en saadan velgjørende Indretning, vil det maaske være næste Storthing forbeholdt at opføre Bygningen.
Flere artikler fra Samisk skolehistorie 4