Tilleggsmateriale til boka Samisk skolehistorie 3. Davvi Girji 2009.
 Morten Clementsen i lag med sin kollega Henrik Pentha (Foto: Sophus Tromholdt) |  Brage Høyem, Ørsta 1911 (Foto: Ørsta kommune) |
Norsk skoletidende trykte i nr 42 - 1905 denne omtalen av Kautokeino-læreren Morten Clementsen (1832-1909), da han gikk av med pensjon. I andre kilder er han omtalt med etternavnet Clemetsen. Forfatteren Brage Høiem (1874-1960) var oppvokst i Trondheim. Han var lærer ved Volda lærerskole 1899-1902, sogneprest i Kautokeino 1902-1907. Seinere var han sogneprest i Ørsta og Tingvoll, Orkdal og Lillehammer. |
Hans slegt har i lang tid skaffet Kautokeino lærere og kirkesangere. Saaledes, har sønn fulgt far eller svigerfar i stillingen indtil helt oppe fra det 18de aarhundrede, idet Clementsens bedstefar kom fra Porsangerfjorden og gifted sig med den daværende kirkesanger Isak Mikkelsens datter.
At han ikke er egte fin (lap), ser man straks, stor og staut som han endnu er trods sine 73 aar. Selv ved han da ogsaa at fortælle, at tre nationers blod rinder i hans aarer, idet hans bedstefar var halv norsk og halv fin, og hans oldemor var fra Finland.
Han blev født 28de august 1832 og nød i sin barndom og første ungdom undervisning af sin far, lærer og kirkesanger Clement Gundersen, samt af presterne Stockfleth og Hvoslef. Da han 1848 var bleven konfirmeret 15 1/2 aar gammel, forsøgte han sig for første gang som lærer, idet presten Stockfleth satte ham til at undervise en del konfirmander, som paa grund af manglende kundskab ikke kunde konfirmeres sammen med de andre.
Men sin egentlige lærergjerning begyndte han ikke før 1853, da han ansattes som omgangsskolelærer blandt fjeldfinnerne. Det var et vidstrakt distrikt, han paa den maade fik; thi fjeldbyerne er som regel skilte fra hverandre med milelange afstande. Paa disse sine ture maatte han ofte søge sine skolebørn helt inde i Finland, idet fjeldfinnerne lange efter grænsespærringen vedblev at trække overgrænsen og ind i Finlands-skogene med sine ren i vintertiden.
At et finnetelt ikke er skikket til skolestue, siger sig vel selv — lidet og trangt som det er — og fyldt med folk og bikjer og alskens kopper og kar; men noget fik de vel lære der ogsaa, om det ikke blev mangesidig og grundig kundskab, de fik. Fjeldfinnerne satte ialfald pris paa omgangsskolen, hvorfor det bare er nogle faa aar, siden den blev sløifet; men om det var af kjærlighed til skole og oplysning, de saa længe holdt paa den — vil jeg ikke paastaa. Jeg frygter, efter det kjendskab, jeg har til stemningen blandt folket, at kjærligheden til omgangsskolen var et udslag af de modsatte følelser ligeoverfor skolen i almindelighed.
Nu — Morten Clementsen var ikke bare lærer ved omgangsskolen. Han arbeidede ogsaa ved stedets faste skole, allerede før han fik beskikkelsesbrev i 1867. I dette betegnes han som "den forlængst ansatte lærer".
Men kravene øgedes, og faderen ældedes. For at kunne faa kirkesangerstillingen efter denne reiste han 1871 paa lærerskolen i Alten1, hvorfra han udeksamineredes 28/10 s. a., og 1872 tiltraadte han som kirkesanger. Allerede i 1860 blev han medhjælper og i 1899 blev han tillige kirketolk, og derfor er det ikke at undres saa meget paa, at finnerne, som altid elsker titler, i tiltale elskværdigen kalder ham sin "gamle kirkefader".
At han har været medlem af fattigstyre og skolestyre, værgeraad og kirketilsyn, ja, at han endog har været bygdens ordfører — se, det vil ikke forundre dem, som kjender bygdens faa brugbare kræfter, finnernes selvstændighedsfølelse og Clementsens personlighed og stilling i folkets tanker. At han derfor ifjor fik borgerdaadsmedaljen i sølv, vakte kun glæde og tilfredshed, og jeg saa øine, duggede af taarer, da jeg en søndag efter gudstjenesten ifjor høst overrakte ham den med nogle oplysende og anerkjendende ord fra kordøren.
Vel er han endnu rask og rørig — og livlig kan han bli og meddelsom, særlig naar han maner frem sine ungdomsdage — og da fortrinsvis "de urolige krigens aar i 1851 og 1852". Thi som bekjendt gik der i de aar en religiøs og national fanatisk bevægelse over Kautokeino, som slog ud i lys lue den 8de november 1852, da "de sterkt-troende" eller "aandelige" myrdede lensmanden og handelsmanden, brændte handelsstedet, piskede presten og prestefruen o.s.v. Den dag fulgte Clementsen sin far og en del andre mænd fra Autige (en dal 1 mil i øst for kirkestedet) (Ávži, red.) , som var bleven varslede om udaaden, og sammen med disse slog og overvandt han ildgjerningsmændene og hindred derved bevægelsen fra at gribe end mere om sig og fra at skeie end mere ud. Naar han nu ser tilbage paa dette, da flammer hans blik, og hele hans ellers rolige og værdige skikkelse fortæller — saaledes som Jørgen Moe beretter om en af sine eventyrfortællere.
Naar han nu til nyaar vil træde tilbage, træt som han er af lærergjerningen, kan jeg ikke negte for, at det vil føles lidt tomt oppe i kirken efter ham. Jeg vil savne den statelige skikkelse i den brogede, maleriske dragt, og jeg tror, menigheden vil føle som jeg. Thi det er, som den lille vakre, koselige kirke og den graanende, staute klokker hører sammen, og som om begge er nødvendige for, at stemning og andagt kan lægge sig over sindene. Og det ved jeg, at kommende prester vil savne den trofaste og kyndige støtte, som presterne hidtil har havt i Morten Clementsen, og disse vil derfor sikkerlig tænke paa ham med tak og vemod nu, naar han trækker sig tilbage, og ønsker Guds fred over hans livskveld.
Ja, maatte Guds fred sænke sig over ham, som freden sænker sig lys og stor over Kautokeino, naar det blir kveld efter en blæsende sommerdag! Og maatte den blive over ham ogsaa da "naar soli heim mot notti vil han lysa"!